Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. G. Brandes: Aristokratisk Radikalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
582
Aristokratisk Radikalisme.
Befolkningen var, ensartet som den fandtes i sine aandelige
Fornødenheder. Saaledes var ogsaa oprindeligt den hedenske
Oldtids Omvendelse kun lykkedes paa Grund af den rigelige
Indblanding af Barbarblod i det romerske, som da havde fundet Sted.
Den nye Lære blev af Barbarer og Slaver paatvunget
Verdensherskerne.
Saaledes har da Læseren Prøver paa de Argumenter,
Nietzsche anvender for sin Sætning, at Historien som Historie
ikke afgiver det sunde og styrkende Opdragelseselement for Slægten,
som man tror: kun den, der har lært Livet at kende og er
rustet til Handling, har Brug for Historien og formaar at anvende
den. De andre trykker den, ufrugtbargør den ved at bringe dem
til at føie sig som Efterkommere og faar den til paa alle
Omraader at dyrke det heldige Udfald.
Nietzsches Indlæg i denne Sag er et Indlæg mod al historisk
Optimisme, men han vender sig energisk bort fra den sædvanlige
Pessimisme, som er den, der følger af udartede eller svækkede
Instinkter, af Forfaldet, Decadencen. Han sværmer ungdommeligt
for den sejerrige Gennemførelse af en tragisk Kultur, baaret af en
opvoksende Slægt med Sindets Uforfærdethed, i hvem den græske
Oldtid kunde genfødes. Han vrager den Schopenhauerske
Pessimisme, ti han afskyr tidligt enhver Askesej men han søger en
Sundhedens Pessimisme, en, som stammer fra Styrken, den
overstrømmende Kraft, og han tror at finde den hos Grækerne.
Han har udviklet denne sin Opfattelse i sit lærde og dybsindige
Ungdomsskrift Tragediens Tilblivelse eller Grækeraand og Pessimisme
i hvilket han indførte to nye Benævnelser apollonisk og dionysiskl),
Grækernes to Kunstguddomme Apollo og Dionysos antyde
Modsætningen mellem Billedkunst og Musik. Den første svarer til
Drømmen, den anden til Rusen. I Drømmen traadte
Gudeskikkelserne først frem for Menneskene; Drømmen er det skønne Skins
Verden. Se vi derimod ned i Menneskets dybeste Grund under
Tankens og Fantasiens Sfære møde vi en Verden af Gru og
Henrykkelse, Dionysos’s Rige. Foroven hersker Skønhed, Maal
og Maade; men derunder bølger frit Naturens Overmaal i Lyst
og Kval. Set fra Nietzsches senere Udviklingstrin af, røber sig
det dybere Motiv til denne forskende og sporende Fordybelse i
den græske Oldtid. Allerede paa dette Tidspunkt skimter han i
’) Die Geburt der Tragoedie aus dem Geiste der Musik. 1872.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
