- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 6 (1889) /
624

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Holger Drachmann: Den sidste Dag

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

624

Den sidste Dag.

Hvorhen? spurgte Kusken paany.

Jeg saa’ paa ham: Ja kan De sige mig det? ...

Han saa’ paa mig:

Ansigtet var gammelt, udtæret; Huden sad stram over
Næse, Kindben og Hage — og Øjnene? ... o igen disse frygtelige,
tomme Huler, der saa’ paa mig.

Jeg sank tilbage i Vognsædet og skærmede med Haanden
for mig. Jeg lukkede mine Øjne fast i, for ikke at se — for ikke
at tænke — og dog saa’ jeg, og dog tænkte jeg ... i lynsnare
Spring för jeg om imellem de ligegyldigste og de Alvorligste
Erindringer — og jeg led ligeligt ved dem alle. Der var for mig ikke
længer Skygge af Tvivl om, at jeg var varslet og stævnet — at
jeg inden Midnatstimen var slaaet, vilde ophøre at være iblandt
de levende.

Og pludseligt kom der — ved denne rodfæstede
Overbevisning — en underlig energisk Beslutningstrang op i mig. Du maa
søge at gøre dig klar til Afrejsen — paa en værdig — en mandig
Maade! sagde jeg til mig selv. Og det var som om de fremtænkte
Ord »værdig« og »mandige havde noget beroligende ved sig. Jeg
tænkte aldeles ikke paa at tage hjem. Hjemmet — og alt hvad
dertil knyttede sig — var som veget til Side, gledet bort, flydt ud
i noget ubestemt, hvorpaa jeg var sikker nok. Det hastede ikke
dermed! det skulde nok vente paa mig! Men jeg hastede — jeg
havde travlt — jeg skulde ordne mine »Affærer«.

Lad mig se: er der nogen, du skylder noget? Og jeg
begyndte at tænke over Gældsposter ... men jeg smilede uvilkaarligt
ved deres relative Lidenhed ... Aa! det klarer sig af sig selv! I
Skuffen til højre har du liggende saa og saa meget i kontant
Beløb .. . og desuden er der Manuskripter, som kan udgives — og
der er nye Oplag — maaske .. og desuden ... desuden vil man
nok være god imod dem alle der hjemme, naar det nu rygtes, at
... naa ligemeget: det vil altsammen ordne sig!

Hvorfor det altsammen vilde ordne sig, kunde jeg ikke sige.
Jeg var bleven saa sælsomt tryg paa det Punkt. Jeg vilde maaske
ikke tænke Tanken helt ud — eller jeg havde faaet en egen
Medlidenhed med mig selv, og jeg syntes, at en stor Del Medmennesker
maatte dele den med mig. Og det uagtet Medmenneskene i dette
Øjeblik var mig ligegyldige, ubehagelige — maaske afskrækkende!

Jeg tænkte stadigt i Spring — i uhyre hurtige Spring —
aldeles ikke logisk — kun efter en Følelse. Og min Følelse var

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:39:02 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1889/0660.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free