Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Nils Erdmann: Den moderne svenske Literaturs Folketyper. Folkeliv og Folkelivsskildrere. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Eller Toget iler forbi, og Udvandreren skimter sin Hytte.
Mo’r synes, han blegner, og da hun spørger: hvordan er det med
dig? siger han: »Herregud, Hækken blomstrer henne ved Hjørnet!«
Hækken blomstrer som før, det gjorde den ogsaa paa deres
Bryllupsdag. Dette er hele Afskeden fra det gamle Hjem i Norden! *)
Og naar Væversken flytter bort fra sin lille Hytte inde i
Skoven — den, der var Vidne til hendes Kamp, hendes Glæde og
Arbejde — siger Manden i Døren: »Bare vi maatte faa mindre
Slid, hvor vi nu kommer hen«; og Konen føjer til: »Bare der i
det mindste maatte blive mindre Brændevin!«*).
Det er svært for os at forstaa disse ejendommelige Træk,
især naar man tænker paa, hvor dybt Bonden kan føle. Bonden
sørger over sin Hustru, han skammer sig kun over at vise det.
Ene med sin Smerte bøjer han sig mod Træet, »og en krampagtig
Hulken bryder frem af hans sorgtyngede Bryst«. Udvandrerens
blege Kind og Væverskens sørgmodige Blik vidner om, hvad der
rører sig hos dem. Forskellen er kun, at disse Mennesker er
stærkere; Slidet, Arbejdet og Forsagelserne hærder dem. Derfor
bliver deres Sorg mindre synlig, mere behersket. Derfor kan
de bære den uden at gaa til Grunde.
Og saadan er det ogsaa, naar de elsker, og naar de føler
Venskab. Den stilfærdige, beskedne »Gamle-Per«, som elsker den
unge Anna, Tjænestepigen hos Fiskeren, stille bærer han sin
Kærlighed, og stille bærer han sin Sorg. Han »tav og led vel
ogsaa en Smule, skøndt man ikke kunde se det paa ham«,
da Anna tog en anden og forsmaaede hans stille Kærlighed.
Og da Anna er bleven Enke og giver ham sig selv og den
nye Baad med i Købet, kan han ikke fatte sin Lykke. Først
tænker han paa Baaden, men tilsidst forstaar han det. Han
tænker sig om og undrer sig over, hvad det dog er, der
gør ham saa glad, og han ser, at »det var den mærkværdige
Følelse, at han da endelig har faaet den, som han dog har holdt
af hele sit Liv, om han end ikke har mærket saa meget til det,
saa længe det var haabløst.« Han tager Annas Haand, og idet
han klapper den, siger han: »ja, Baaden er nok udmærket, men
*) Sigurd: „I svenska bondehem*. Fortællingen „När tåget går mot
Göteborg*.
*) Johannes Sundblad: „I dannemanshemmet och torpstugan*.
Fortællingen „Vafverskan frän Mark*.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
