- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 6 (1889) /
866

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Professor H. Høffding: Demokratisk Radikalisme. En Indsigelse

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

sig til de enkelte Handlinger. Erfaringen viser, at visse Følelser,
visse Arter af Sindelag i særlig Grad afføde velfærdsbringende
Virkninger. Til disse indre Kilder for Handling søger den moralske
Vurdering at trænge ind; den ydre Handling har ofte en i etisk
Henseende ubestemt Karakter, og den afgørende Dom beror i
mange Tilfælde paa Forudsætninger, som kun den handlende
selv kan være vidende om. Men Velfærdsmoralen gør ogsaa i
sidste Instans den enkelte til sin egen højeste Autoritet og opponerer
(eller bør i hvert Tilfælde opponere) mod den gængse Forveksling
af moralske Domme med den offentlige Menings Domme.

IV.

Nietsche har i sit Skrift »Zur Genealogie der Moral«
(Leipzig 1887) udtalt en Opfattelse af de nu herskende moralske
Værdibestemmelsers Opstaaen, som det vil have sin Interesse at
gaa noget nærmere ind paa.

I Fortalen opstiller han følgende Problem: »Under hvilke
Betingelser opfandt Mennesket hine Vurderingsdomme godt og
ondt? og hvilken Værdi have de? Hæmmede eller fremmede
de hidtil den menneskelige Fremgang (Gedeihen)? Ere de Tegn
paa Nødstand, paa Forarmelse, paa Udartelse af Livet? Eller ytrer
sig netop i dem Livets Fylde, Kraft og Vilje, dets Mod, dets
Tillid, dets Fremtid?« — De to Spørgsmaal: om Moralens historiske
Oprindelse og om den herskende Morals Værdi, gaa for ham
sammen til ét og besvares under ét, skøndt de i og for sig aldeles ikke
høre nødvendigt sammen. Hvilken saa de moralske Forestillingers
første Oprindelse maatte være, hvilke Motiver der end fra først
af have ført Menneskene til at kalde noget godt eller ondt, saa
afgøres derved ikke nødvendigvis den Værdi, de nu have, lige saa
lidt som min Personligheds Værdi beror paa, hvem der var min
Oldefader. Historisk udviklede Forhold og Institutioner kunne
senere hen faa en Betydning, der aldeles ikke kan udledes af den
Maade, paa hvilken de fra først af bleve til. Dette er noget, som
vi allerede finde indenfor den organiske Verden. Pingvinens Vinge
er historisk set et Flyveredskab, men dens Værdi beror paa, at
den kan bruges til Svømmeredskab. Om denne Forskydning af
Værdibestemmelsen, som i den nyere historiske og filosofiske Etik
spiller en stor Rolle, har Nietsche ingen Anelse. Og lige saa
uskyldig er han, naar han indlader sig paa en Omvurdering at

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Oct 18 17:02:29 2024 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1889/0914.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free