Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - E. Skram: Moderne Forfattere. III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bogen er egentlig digtet om Lykke. Men Lykken her i
Verden er købt for Smerte og ender med Død. Derfor er Paa
Guds Veje saa alvorlig en Historie.
Men i det, der er Bogens personlige Mærke, ligger dens
Mangler. Bag det glimrende Foredrag, der bøjer vor
Forestillings-ævne og tøjler vor Fantasi, stikker der en stærk Naturs
Vilkaarlig-hed —, der dog ikke er stærk nok. Alt medens vi er under
Kunstnerens Herredømme, saa at vi glemmer det stundum sære
Ordvalg, stiger der stille, som en Boble mod Overfladen, saa her
saa der en Tvivl op i os, om der dog ikke nu og da
fore-gaar en Forskydning af Fortællingens Dele, der forringer den
Sandhed, den fører ud blandt Menneskene. Gaar det virkelig
ogsaa netop saaledes til, som det her med overvældende Kraft og
Skønhed er fortalt? Kan Værdierne i Livet ligge saa paatagelige
i Solens Skin? Og er de saa enkelte?
Tvivlene kommer hyppig under Læsningen af den anden
Afdeling i Afsnittet I Ungdommen: »Næste Par ud«,
Kærlighedshistorien mellem Edvard Kallem og Ragni, som ubetinget er den
Del af Bogen, der mindst tager vor Beundring fangen. Hvorfor?
Fordi Bjørnson her har vraget at fortælle den vigtige Sag:
hvorlunde det gik til, at Drengen Edvard, som vi kendte, blev Mand,
og Ragnis paafaldende forunderlige Giftermaalshistorie. Og dernæst
af én Grund til, at rent kunstnerisk er den pur unge Ragni ikke
lykkedes. Det er næsten umuligt at begribe, at hun bærer paa
den store erotiske Magt (og Lyst), der først gør Rendalen, senere
Kallem helt forstyrrede. Hun bliver netop borte for os i de Ord,
Forfatteren bruger til sit Maleri.
I og for sig er der næppe noget urigtigt i, hvad Edvard
Kallem siger og foretager sig. Men vi er ikke fortrolige med
hans Art og Maade, fordi Bjørnson i sin Fortælling har ladet
ham springe sig sin Udvikling til. Vi véd ikke, hvad hans
Kærlighed inderst inde vil sige; vi har jo ikke før set ham bruge sin
Kærlighedsævne til noget som helst. Han var Dreng, da vi traf
ham sidst, og nu er han allerede paa den anden Side af
Ungdomsblodets Uro. En Mand som Kallem har selvfølgelig haft sine
Elskovshistorier — det nægter Forfatteren heller ikke —, og lad
dem have været af nok saa ubetydelig og flygtig en Art, — i hans
Liv, i hans Maade at føle paa har de gjorte Erfaringer sat
Mærke. Han har studeret, drevet Sport og moret sig. Om de to
første Sider i hans Liv faar vi Oplysning, om den sidste ikke.
61*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
