Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Herman Bang: Danmark—Norge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norge og Kejser Wilhelm II var bleven »omgaaede«. Der var
endog dem, som brugte langt stærkere Ord. Fornuftige Folk i
Skandinavien tror dog ikke, at nogen har tænkt paa »at omgaa os«
— foreløbig.
Kong Oskar har vistnok været fuldstændig oprigtig, naar han
Har udtalt, at han vilde altid bevare en streng Neutralitet »saa
længe som muligt og — endnu en lille Smule længere«.
Imidlertid — selv en lille Smule længere end muligt kunde under
visse Eventualiteter faa Ende. Og den Dag kunde vi maaske prise
os heldige, om i Norge, hvor Folket bestemmer over Krig og
Fred, den gamle Sympati for Danmark endnu stod ved Magt.
Men det vil den sikkerlig ikke, hvis vi i Nabonid og Uvidenhed
idelig retter Angreb paa et Land, som af os aldrig har fortjænt
andet end Venskab. Af et godt og fuldt Hjærte bør vi unde Norge
dets unge Lykke. Det misundte aldrig os.
Jeg vilde ønske, at vort Kafépublikum og vor Presse kunde
lære at indsé dette. Men mit Haab er kleint.
Vi er kun store i én Kunst: den at blive ene. Vi har altid
forstaaet at isolere os.
Sandsynligvis vil vi aldrig lære andet.
Og den Dag, hvor vi ved det tilstrækkelige Antal provinsielle
Vittigheder har ført Norge fuldt og virkeligt over i Tysklands
Arme — den Dag vil vi i Verden staa ganske ene.
Om jeg troede, det nyttede noget, vilde jeg opfordre de
københavnske Journalister til at lære Norge at kende, inden de talte.
Ti Forholdet mellem de to Lande synes mig at fortjæne saa megen
Opmærksomhed.
Men jeg véd, at en saadan Opfordring vilde være resultatløs.
Københavnere forlader ikke mere København med Tilliggende.
De har deres Grunde dertil. De vilde maaske ved at besøge andre
Byer og andre Lande gøre saa mange smertelige Iagttagelser, at
de vilde glemme deres Vid. Og det vilde, oprigtig talt, være
trist at miste saa stor en Del af sin hele aandelige Bagage.
De faa, som tit rejser — dem svider det, naar de sér og
sammenligner, mer end ofte nok om Hjærtet.
Derfor er de maaske lykkeligst, som bliver hjemme.
De pokulerer videre og siger en udmærket Vittighed om
den Haand, der skriver sin Indskrift paa Gæstebudets Væg.
Juli 1890. Herman Bang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
