Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sidste Art, ganske som om Holberg i rette Tid havde erindret sig, at et
Eksemplar af den første Art havde Folk jo allerede tidligere faaet at se.
»Filosofen* (Helgenen) pudses saa ved, at Pernille (som her fører Intrigen)
forklæder sig som Filosof. Jeronimus i det ældre Stykke derimod pudses ved,
at Mesteren for Intrigen forklæder sig som — Munk. Hvorfor netop som
Munk? Skulde vi maaske her have ligesom et Rudiment af Stykkets oprinde-
lige Tendens? Den højst svævende Oplysning i en af Holbergs Epistler, at et
Forhold i Frankrig, som faktisk afstedkom Bømeforbyttelse, har givet ham
Ideen til „Pernilles korte Frøkenstand*, h^or ingen Bømeforbyttelse er fore-
gaaet, berettiger i alt Fald ikke til at antage Scenen for henlagt til et katolsk
Land og forklarer ikke den besynderlige Munkeleg1).
En har dog, som det ses, kun yderst »subtile* Grunde at støtte sig til, hvis
han vil have Jeronimus spillet som en Tartuffe. Derimod er Jeronimus
uimodsigeligt en Skinhellig i Ordets udvidede Förstånd, og som en saadan maa han
i alle Fald vises os fra Scenen. Hr. Mantzius lod ham se ud som en Slags
Væder, som et brutalt Faar, og spillede ham saa nogenlunde efter hans Ansigt.
Opfattelsen synes ikke at rumme mange komiske Effekter, og Hr. Mantzius
blev desuden ikke varm i sin Rolle. Man nød hans naturlige Replikbehandling
mer end man morede sig over hans Spil ....
Foruden Holbergs Stykke opførte det kgl. Teater — af hele og halve
Nyheder — kun Helaftens-Skuespillet Gregers. Dets Forfatter, Pseudonymen
Voldemar, var forinden kendt af sin Bog „Fra Hexemes Tid*, hvor anekdot-
mæssige Tildragelser berettedes i et omhyggeligt gammeldags Sprog. Over-
fladisk set var denne arkaiserende Stil et Middel til at gøre Beretningen om
svundne Dages Tænkemaade mere troværdig; bedre forstaaet var den (som al
Stiliseren) dels et Middel til at forskaffe Forfatteren en vis raffineret Nydelse,
nemlig Nydelsen af egen Kunstfærdighed, dels og hovedsagelig en Temperaments-
Bekendelse. Bogens Historier fortalte om Menneskers grænseløse Dumhed,
Brutalitet, Forvrøvlethed, Pjaltethed, kort sagt om Lyder, som en handlestærk
Natur vilde have skrevet om med opbragt Patos eller med hvas Satire. Men
Voldemar bar sig anderledes ad. Han lagde Beretningerne om den store
Ynkelighed i Munden paa bornerie Bedsteborgere, som af Hjærtens Grund
billigede det forkastelige, samtidig med, at han gennem sit Ordforraad og
sin Rytme lod falde et let Skær af Komik over disse socialt respekterede
Blinde-Bertler. Hans Læsere mødtes saaledes af en lidt verdensfjæra, lidt
zart, haanligt taalsom og desillusioneret Ironi, der for øvrig maaske troede sig
mere desillusioneret, end den var. Ti Forfatterens Skepsis fik nu og da lige-
som en let Rødme i Kinderne af Sentimentalitet. I visse erotiske Partier saa*
*) Dufresnys „Le faux instinet* (som Rahbek henviser til) har intet med Holbergs Stykke
at gøre. Det handler om, at et Bondepar har modtaget i Pleje 2 Damers Børn, der
begge er døde, hvorefter Parret en lang Tid skiftevis har udgivet deres eget fiarn for
Damernes. Der forekommer ingen Munk, Personerne er vidt forskellige fra alle Holbergs.
— Heller ikke har Dufresnys „L’Esprit de Contradiction* været Forbillede for Holbergs
Magdelone. Fru Oronte i den Dufresnyske Komedje er en Madam, som altid vil sige
imod. Saa ligger det da, om man endelig vil have Forbilleder, nærmere at søge til
Moliére, hvis Madam Pernelle og Hr. Orgon i „Tartuffe* ligner en Smule Magdalone og
Leonard. og fra hvis „L’Étourdi* o. s. v. adskillige Smaatræk er gaaet over i „Pernilles
korte Frøkenstand*.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
