Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Emil Hannover: Hans von Marées. Med fire Illustrationer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Elever, men der var andre Tider, hvor han afsondrede sig fra alle;
ingen vidste da, om han var levende eller død. Men er hans Liv
tilsyneladende gaaet stille og ubemærket hen, fortæller til Gengæld
hans efterladte Billeder om et Kunstnerliv, der har været en ual-
mindelig rastløs Kamp.
Jeg kender lidet, næsten intet, til Marées’ Virksomhed fra
de Aar, da han endnu ikke havde betraadt Italien. Et Billede
hos Grev Schack i Munchen er af ringe Betydning og røber en
senere sporløst forsvunden nederlandsk Paavirkning. Ankommen
til Italien er det, som havde han med en mægtig Streg udslettet
hele sin Fortid og med den sin Nationalitet. Han vil fra dette
Øjeblik ikke mere kendes ved Tyskland. Da han vender hjem
dertil paa et kort Besøg, skriver han til en Ven: »Her i Hjemmet
føler jeg mig kun hjemløs1*.
Han begyndte i Italien med at sætte sig grundig ind i Old-
tidens og Renaissancens Kunst. Af den sidste gjorde han Kopier
for Grev Schack, i hvis Galleri man kan se hans Gengivelser af
Raphael, Tizian, Palma og Velasquez. Af den gamle Kunst -
baade af Oldtidens og Renaissancens Maleri — lærte han at skatte
Menneskeskikkelsen som Kunstens skønneste Genstand. Frem-
stillingen af det nøgne Menneskelegeme blev hans Livs Problem.
Længere end til Forsøg paa dette Problems Løsning naaede Marées
dog ikke. Men disse Forsøg er i deres sjældne Art vel værd at be-
mærke i en Tid, hvor Menneskeskikkelsen Trin for Trin er sunken
ned til at være, for det store Flertal af vore Malere, en malerisk
Genstand som enhver anden.
Hvad Marées har beundret fremfor alt i Fortidens Kunst,
er Oldtidens pompejanske og Renaissancens venetianske Maleri.
Hans Haab var aabenbart dette, at blive det Medium, ved hvis
Hjælp disse tvende og grundforskellige Kunstretninger kunde smælte
sammen i en højere Enhed. Han vilde af det pompejanske Figur-
maleri uddrage Figurstilen, Pompejanemes fra Grækerne nedarvede
instinktmæssig statuariske Opfattelse af Menneskeskikkelsen. Og
han vilde udtrykke denne Opfattelse med Venetianernes kraftige
og fyldige Midler. Hans Overbevisning har synlig været den. at
kunde han saaledes uddrage en Ekstrakt af to hinanden paa en
Maade komplementære Kunstretninger, vilde han dermed i sine
Billeder kunne naa en svimlende Sum af Skønhed.
Ud fra denne Overbevisning søger han da sine Motiver; hans
kunstneriske Sympatier diktere ham, hvad han skal male. Han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
