Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Kaptajn P. F. Rist: Kvartalsdrankeren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
„Ja sla’ du kun, Jørgen, men Sandheden skal frem. —
Sikken en Formand," blev hun ved, „der sidder Vognmanden
ovre–––"
„Hold Kæft med den Vognmand."
„Nej, jeg holder aldrig i Evighed Kæft gør jeg ikke. — Det
siger Sofie, at hendes Mand kører Nat og Dag og aldrigen kommer
en Draabe i hans Mund. Men Du er jo Formand, er Du —
Gu’bevares, saadan én maa vel drikke for dem allezusammen––“
Jørgen havde taget en Stol og smadret den i Gulvet, idet
han gjorde et Skridt over imod hende, men hun tog Lampen og
satte den op paa Chiffonieren.
„Vil du sla’?–––-ja sla’ du kun, din — din — din
Drukkenboldt. — Jeg er din Kone er jeg!!" og hun saa’ ud-
fordrende paa ham.
Aldrig før havde hun brugt Skældsord til ham og fortumlet
af Drik som han var, blev han helt rasende, Ansigtet blev ganske
hvidt og hans stive Blik fik et stikkende Udtryk.
„Ja! Jeg er din Kone, er jeg, og jeg skal nok holde
Tampene ud til du ligesom Din gie-Jens ikke mere kan staa paa
Benene for at sla’ Ungerne–––“
Mere fik hun ikke sagt, før hun ravede om for et rasende
Skub af hans Jærnnæve. Hun faldt over imod en Stol, som hun
væltede, og med et dumpt Fald styrtede hun ned paa Gulvet,
som blev farvet af Blod. —
Der blev et Øjebliks Stilhed, en forfærdelig Stilhed. Jørgen
saa’ pludselig ganske sløv ud, hans tynde Læber, som havde
været tæt sammenknebne, slap hinanden, hans magre Ansigt fik
ligesom et maabende Udtryk, men da saa hans Blik traf Blodet
paa Gulvet, blev han som forvandlet. Han styrtede sig ned over
Konen, løftede hendes Hoved op, og da hun i det samme kom til
sig selv og ligesom angest tog for sig med Armen for at dække
sig, rørte denne hjælpeløse Bevægelse ham, saa han blev helt
fortvivlet.
Han var pludselig, med et Ryk bleven ædru.
Med et Spring var han inde efter Vand, tog Haandklædet
og lagde det pjaskvaadt over hendes Ansigt, saa løftede han
hende i sine Kæmpearme og bar hende ind paa Sængen.
„Lad bare være, Jørgen, lad bare være," bad Konen ham
i en stilfærdig Tone.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
