Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Vilh. Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
175
i de Optrin, hvor han medvirker, selv om Optrinet kræver stor Hast.
Saadan oggaa her. I hans Udførelse blev Sverre ikke Krigeren,
Politikeren, Kongen; Hr. Poulsen lagde Vægten paa, at Sverre i sin Ungdom
er bleven præsteviet, og spillede ham som Prædikant. Det blev
Ramseth fra „Kong Midas* om igen, blot i anden Dragt, méd blondt Haar
og med et Tilløb til Tonsur. At der ligger uden for Døren en 12 — 14
ljendtlige Krigsmænd, som let det næste Øjeblik kan gøre det af med alle
hans Planer og hans Liv, lod ikke til at bekymre denne Sverre det mindste;
han var ganske optagen af at vejlede, irettesætte, tale. Og hvorledes
talte han saa? Bjørnson har tænkt sig Sverre som en Mand, der vaander
sig under Uvenners Had, Dumrianers Bagvaskelser, egne
Samvittighedsnag; indvendig slider og river çlet i ham, men at se til for fremmede
er han sikker og glad. Først her i denne spændte, pinefulde Nat glider
Masken af ham. En Kvindes Dødsens-Kval lokker hans Kval frem: og
,som et Sneskred styrter den ud14, væltende oprevet med sig alt, hvad
der har tynget Sindet. „Hellige Sunniva!* udbryder Kvinden og viger
ræd tilbage fra ham, „det er, som om mi« Dødsens-Jammer bliver til
intet i Sammenligning med denne uhyre Smerte!" Ved man, hvorledes
Hr. Poulsen gengav Sverres Skrig? Han leddelte dets 37 trykte Linjer
i tre Afsnit Det første Afsnit sagde han vægtigt demonstrerende, med
en lidt vemodig Underklang; under det andet sænkede han Stemmen til
Klynk og Klage; det tredje endelig (de sidste 9 Linjer) kom stærkt og
myndigt, i Triumfator-Tone. Saadan plejede i gamle Dage italienske
Helte-Barytoner at leddele en stor Arie, naar de var traadt frem for
Sufflørkassen og skulde sikre sig „Sortien" .... Det var Hr. Poulsens
Spil! Og som Herren var, saa fulgte ham baade Terne og Svende!... .
Et andet Sæt betydelige Opgaver blev budt Skuespillerne paa
Dagmarteatret. Der spillede man Götz von Berlichingen.
Det vil sige: ikke den Götz, som fra Sommeren 1773 til op i
det 19. Aarh.s første Tiaar begejstrede det unge Tyskland og Danmark,
men derimod (i alt væsentligt) Goethes senere Forvanskning af Stykket.
For at forstaa, under hvilke Stjerners Attraktion den er blevet til, maa
man vide en Ting. Goethe var jo fra 1791 bleven Hofteaterdirektør i
Weimar. Som saadan øvede han en ret uheldig indflydelse paa tysk
Skuespilkunst, det har de kyndige blandt hans Landsmænd længe været
paa det rene med. Men først for et Par Aar siden fik man — til stor
Overraskelse — at vide, at Hovedmassen af hans Repertoire havde
været––ifflandske og kotzebueske Skuespil. Iffland og Kotzebue var
ogsaa de Goetheske Weimarianeres Afguder; og bevidst eller ubevidst
har saa Goethe søgt at rivalisere med disse skønne Dioskurer, da han i
1803—4 prøvede paa at omarbejde sin „Götz". Efter Kotzebues
For-billed indlagde han en Maskerade-Scene, et kirkeligt Optog, et komisk
Lejr- og Zigeuner-Optrin, et hemmelighedsfuldt og gyseligt Drab, kort
sagt, den Art Teater-Effekt, hvormed man ellers gør tynde Stykker stærke,
ligesom man gør tynd Suppe kraftig ved kradsende Krydderi. Naa, det
kunde endda have været! Men uheldigvis moderniserede, det vil sige:
kotzebuiserede og ifflandiserede han samtidig paa de fleste af Dramaets
Figurer. Ridder Selbitz udstyredes med Kotzebues forlorne Ulke-Humor,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
