Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - April - Karl A. Tavaststjerna: En Impressionist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
302
En Impressionist.
Siden den Tid har jeg aldrig haft nogen Favorit mellem
alle de Jagthunde, jeg har ejet; jeg har været Pan tro lige
til nu.
Du kan vel ikke lade være at trække paa Smilebaandet,
naar jeg siger dig, at Pan formelig har haft Indflydelse paa
mig. Det er latterligt, mener du. Hvad vil du sige, naar jeg
fortæller dig, at jeg en Dag sidste Efteraar, da jeg særlig følte
mig syg, for Hjertet slog, som det skulde sprænges, at jeg da
nær havde tabt Spejlet, jeg stod og saa mig i, fordi jeg pludselig
i mine egne Øjne genkendte Pans gaadefulde Blik fra hans
Dødsstund, skønt der var gaaet otte Aar siden?
I Løbet af det sidste halve Aars Tid er jeg nu saa mange
Gange bleven mindet om den stakkels syge Pan, at jeg ganske har
vænnet mig til Tanken om, at jeg skal dø, før mine Venner mindst
venter det. Jeg har studeret mit Ansigt nøje, og jeg har fundet
alle Dødens Symptomer i det, og nu har jeg næsten Fornøjelse
af at iagttage, hvorledes de udvikles. Jeg kender dette gaadefulde
og mørke dybest inde i mit Blik; det var det, jeg saa i Pans
Øje. I ethvert Menneskeblik vil du finde en Begyndelse til det,
men det er mere udviklet hos Individer, der snart skal dø.
Tidligere anede jeg det mere, end jeg egentlig saa det, hos andre.
Nu har jeg allerede længe set det hos mig selv.
Det skræmmede mig i Begyndelsen, og der var Tider, hvor
jeg ikke kunde udholde mit eget Blik i Spejlet. Men jo mere
jeg interesseredes af denne fremmede, der ligesom boede i mig,
des mere blev han min Ven. Og jeg tror nu at vide, hvem han
er, og hvorfor han viser sig mere og mere tydeligt for mig.
Dersom du, under Indtrykket af, hvad jeg her siger, tager
et Spejl, og en Tid betragter Pupillen i dit Øje, vil ogsaa du
sikkert inderst inde opdage et ubestemmeligt, dunkelt noget, som
er dig fremmed, noget stort, gaadefuldt, skæbnesvangert, overfor
hvilket du føler dig afmægtig, fordi det behersker dig. — Som et
andet, mægtigere Væsen bor det i dit eget Indre, og har boet
der hele dit Liv igennem, uden at du har set det før nu, skønt
du altid har anet det derinde og ofte tydeligt fornummet dets
Tilværelse.
Denne gaadefulde ubekendte, som har taget Bo hos dig,
som er stærkere end du, som du i Øjeblikket kan glemme, men
aldrig helt frigøre dig for, det er Døden — eller snarere maaske,
dit inderste Væsen, dit evige Jeg, der, skønt her endnu gaadefoldt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
