Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Viggo Stuckenberg: Valravn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
444
Vftlravn.
hed Strøm, og det var, som vaagnede der i Dunenes Rosenreder
Ord, som nu er døde, Ord fra den Gang hun, der bar den, var
min, Ord fra min Sjæls Fester. Og mens mit Hjerte pintes, saa
jeg for mig hende, hvid og lykkelig, dansende gennem Salens Lys
og Larm og, hver Gang hun strøg mig forbi, med et Blik lyse sin
Elskovs Velsignelse over mit Hjerte. Og jeg fandt igen Duften af
hendes kølige Haar, af hendes Hoved, som laa mod min Skulder,
da vi sad i Vognen hjem, og som jeg tog mellem bægge mine
Hænder og kyssede over Pande og Isse og Mund, mens hun saa
paa mig rig ved min Kærlighed.
Mine Hænder skælver, som de skælvede i Gaar, da jeg bar
denne Vifte paa Plads igen, forsigtig, som man bærer et
troskyldigt Barn.
Op bag alt det, som siden er hændet, dukker spredt og i
Stumper Timer og Øjeblikke fra de første Aar, hun var min,
Sekunder af Lykke. Som forhekset Guld, som en Spøgelseskat
ruller det ind over Gulvet, og min Sjæl sanker og sanker, samler
det i Krogene, alle Vegne, og bøjer sig rugende over det–
Jeg sidder i den Stue, der er min og hendes.
Der paa Reolen staar den Hylde fuld af Bøger, som er
hendes, de Bøger, som jeg læste højt for hende, og som hun
skrev sit Navn i, mens jeg stod bøjet over hende og lo ad hendes
buttede, snirklede Skrift–
Hedvig Prahl skriver hun og ser op paa mig og rødmer
hver Gang og ler af min pedantiske Latter. „Marie Grubbe",
„Niels Lyhne", „Gertrude Goldbjørnsen", og hendes Bibel,
Turgen-jews „En Jægers Dagbog", — ned over dens brune Ryg hænger
røde Silkesnore, en ved hvert af de smaa Evangelier, hun fandt
sig mellem dens Blade–
Inde i Dagligstuen sidder vi og læser. Hun sidder ganske
stille og syr. Men hver Gang jeg standser, ser hun op paa mig
med sine blaa Øjne, blaa som Himlen en Sommermorgen, naar
Solen staar under Horisonten og fylder den stille Luft med Dagens
Lys, saa skinnende blaa, som steg hendes Sjæl som en vaagnet
Fugl med duggede Fjer højt op over morgentaagede Enge. Jeg
rører mig ikke. Min Kærlighed bliver saa rig og tavs, og jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
