Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Viggo Stuckenberg: Valravn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Valravn.
453
— Nej, siger han omsider og kaster Bøssen i Rem over
Skuldren, her er ingen Ting.
— Ja ja, svarer jeg træt, saa maa vi vel vende.
— Lad os gaa op paa Klitterne og se lidt paa Stranden,
siger han.
— For at skyde? spørger jeg.
— Nej bare for at se, svarer han, — jeg tror Solen gaar
pænt ned.
Vi gaar til for at naa den låve Række Banker, der tegner
sig runde og mørke mod en lys Strimmel Himmel, en lang, blegrød
Lysning, der har løftet de tunge Regnskyer og skudt dem ind
over den flade Hede, tættere og tungere mod Horisontens stille
Bleghed.
Saa staar vi omsider paa Kammen af en Klit; Sandet under
vore Fødder er hamret fast af Regnen, og foran os breder Havet
sig let kruset og lysende under Himmelstribens Skær.
Vi staar tavse, som vi er komne. Solen er lige sunket,
og Himlen i Vest gløder af et svagt Rødt, der farver Skyernes
lange, blødt buklede Bræm. En Tid lang dvæler dette Røde og
fylder Stilheden som med en mildt varmende Dug af Lys. Saa
skifter det umærkeligt, ganske langsomt og bliver til et blegt
lysende, tyndt Gult, og min Sjæl, som er fyldt af Ensomhedens
Højtid, føler dette Skærs stille, stigende Skiften, som flød der imod
mig fra et uhyre Orgels Piber en enkelt, dyb, længe lydende Tone,
der langsomt stiger og glider over i en høj, skær, dvælende Klang
af uendelig Klarhed.
Og jeg svimler under en Lykke, der strømmer fra mit
Hjerte og hvisker til mig hendes Navn, hvisker det gennem hver
Fiber i mit Legeme, hvisker det i det uendelige, mens Skæret fra
Himlen lyser om hendes Billede i min Sjæl og smelter Hav og
Jord og Himmel sammen til et luftsitrende, grænseløst Rum, fyldt
af et hvidt, uendeligt Lys, der bader i sin fredlyste Glans hendes
og min Lykke.
— Lad os gaa, siger jeg og vender mig for at gaa ned ad
Klitten, drevet af en blødende Længsel efter at se hende, som
min Sjæl taler til, efter at se hende og dele med hende den Lykke,
som mit Hjerte er for trangt til at rumme, og som i al sin Vælde
er kun som et Barn i Blund, før hendes Smil har hilst den.
Han hører mig ikke straks og bliver staaende og ser ud over
Havet. Jeg har naaet Lyngen, før jeg hører hans Stemme bag mig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
