Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oktober - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
820
Teatrene.
at hun er lykkelig over Harald Haarderaades Hjemkomst, at hun er
betaget af ham, har ikke Tanke for andet, brænder af Længsel efter
ham. Hendes Tale er én lang, fordækt Elskovsbekendelse. Men Fru
O. N. bekendte ingen Verdens Ting. Derimod søgte hun — i
Modsætning til Fru Emma N. at dække over den indre Tomhed ved
megen urolig Udvorteshed. Hun slog ud med Haanden og strakte
Armene ud og op og ned, næsten som en Vejrmølle i Blæsevejr. Denne
unaturlige Gestikulation blev undertiden meget uskøn, undertiden nærmede
den sig det lattervækkende. Der er f. Eks. et Sted, hvor Zoe kalder
Kong Harald „Græklands højre Kæmpe-Arm"; Fru O. N. illustrerede
Ytringen ved at løfte emfatisk mod Loftet — den venstre Arm.
Det er slemt for det versificerede „højere" Skuespil, at det forleder
Scenens Kunstnere til saa overflødig en Ben- og Arm-Gymnastik. Hvert
Øjeblik maa en alvorlig Rollehavende udtrykke sin Sindsbevægelse ved
at stille en af sine Fødder paa Taaspidsen; og hvad der i Løbet af
Aftenen forbruges af brede Haand- og Arm-Udslag trodser al Beregning:
en halv Snes virkelige Mennesker kunde vistnok hjælpe sig dermed
gennem et langt Liv! Ogsaa dette forældede, bombastiske Gebærdesprog
skræmmer et modernt og kræsent Publikum. — — —
Iøvrigt paa det kgl. Teater: Ny-Opførelse af Shakespeares
„Vinter-Eventyr", en Dramatisering af en Mode-Roman, lidt usammenhængende
og uforstaaelig som alle Roman-Dramatiseringer, men med en DeJ gode
Roller og med en af de yndefuldeste erotiske Idyller, som findes i hele
den dramatiske Literatur. Hvor er ikke Scenerne mellem Prins Florizel
og Perdita fortryllende, skære i Farven som den vilde Roses fint rødmende
Knop, en kysk og varm Fantasi over det enfoldigste og dybeste Tema:
Jeg kan ikke være
min egen eller nogen Ting for nogen,
hvis jeg er ikke din ... !*
Aa men — det blev ikke smukt spillet paa Teatret! Og medens de lystige
Partier af Stykket løb nok saa let afsted, gik det overhovedet lidt
trægt og træet med de patetiske. Fru Hennings1 gode
Intentioner druknedes i en syngende Diktion, der trak hver anden Vokal
ud som en tynd Glastraad, og i en dvælende og fordringsfuld
„Plastik". Hr. Emil Poulsen lod den ubændige, brushodede,
lidenskabeligt urolige Kong Leontes omskabe sig til en langsommelig, fugtigt
bleg, skulende Personnage, et Stykke af en invalid Patient fra
Kommunehospitalets Afdeling for sindssyge.
Paa Privatteatrene blev „ Gøngehøvdingen" (Folketeatret) Maanedens
Sukces. Svend Gønges umulige Romancer rørte Publikums Hænder
meget; men Hjerterne var hos den lune Ib, der siger hver brøsig
Myndighed den sindigste og gemytligste Uartighed op i Ansigtet. D e t er noget
for de brede Lag: saadan er de selv, alle sammen, — i deres Drømme.
Ved man ellers, hvem denne Carit Etlar-M. V. Brunske Ib er?
En forkommen Søn af „Væringernes" Harald Haarderaade, — hvis han
da ikke er Hr. Harald selv, for hvem det er gaaet literært til Agters i
den løbende Tid.
Vilhelm Møller.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
