Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - September - U. Birkedal: Folkekirken og dens Fremtid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
714
Folkekirken og dens Fremtid.
Tilbedelsen af forskellige Guder, ja endog blot ved forskellige
Læresystemer, Ritualer og Forfatninger. Af alle Tvistigheder er
ingen saa bitre som de dogmatiske, ingen Krige er blodigere end
Religionskrigene. — Man behøver heller ikke her hjemme at søge
længe efter tilstrækkeligt Bevis for, at intet Brud er ulægeligere,
ingen Modsætning skarpere end, hvor de religiøse Lidenskaber er
satte i Bevægelse.
Saa længe Menneskeheden føler sig uimodstaaeligt tilskyndet
til at iklæde sine Idealer himmelsk Dragt, og saa længe den
gennem sin Kamp og Lidelse stræber mod det guddommelige, —
saa længe vil man have at regne med Religion og Trang til
Religionsudøvelse som en Kendsgerning, det hverken er klogt eller
nyttigt at overse, en Faktor, der er alt for betydelig til at lades
ude af Betragtning, naar man vil deltage i det sociale Arbejde.
Og med hvor stor Overlegenhed — en Overlegenhed, der dog
tit i det virkelige Livs Prøve viser sig indbildt — og med hvor
stor delvis Ret man end maatte se ned paa og udtrykke sin
Foragt for Konfessioners, Sekters og Partiers eller „Retningers0
smaalige Tvist, saa lader det sig dog hævde, at selv gennem
Kævleriets skrattende og falske Lyd klinger der en Tone fra det
evige, uudsigelige, som det er Menneskets ædleste Attraa, om end
stammende, at finde Ord for, og selv mellem de uhyre Dynger af
kvælende Støv, der hvirvler op omkring de kæmpende, glimter
dog det gyldne Malm, hvoraf Menneskeslægten, om end med
famlende Haand, stræber at smede Diademet til sin Pande.
Religionen er, som sagt, samfundsdannende.
Borgersamfundet udgør i sin første, dunkle, sagnsvøbte Oprindelse en
Menighed, der kun vil anerkende de Love og antage de Ordninger,
der kommer med en himmelsk Aabenbarings Myndighed.
Statsmagten paaberaaber sig som Hjemmel for sin Ret, at den er den
guddommelige Viljes lydige Fuldbyrder, de gudindgivne
Forskrifters ærbødige Udøver. Den optræder som Moralens Vogter,
thi Moralen er Religionens udadvendte, praktiske Side. Den siger:
saaledes lyder den guddommelige Lov, altsaa iklæder vi denne
Lov Kød og Blod som en jordisk Lov.
Saaledes begynder Forholdet, — men det bliver efterhaanden
omvendt. Hvad enten vi gaar til det gamle Hellas og Rom, eller
til de „kristelige* Stater, der har dannet sig i det sidste halvandet
Aartusinde, møder vi det samme Skue. Staten bliver i Kraft af
sin Rolle som Religionens og Gudsdyrkelsens Vagt og Værge lidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
