Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oktober - Carl Ewald: Den yderste Dag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
766
t>em yderste ßag.
Tante Betty tog to Knappenaal, hun havde gemt oppe ved
Uret, halede Nederdelen i Vejret og fæstede Kappen foran paa
Skørtet. Saa lod hun Kjolen falde igen, gav den et Par Dask og
drejede sig med løftede Arme foran Spejlet.
„Du kan saamænd ogsaa være sikker paa, at Folk snakker
om det, ... Menneskene er saa ondskabsfulde, lille Henny. Og
en ung Pige har virkelig ikke andet end sit Rygte."
Henny sad og spillede med Fingrene paa sine Knæ og saa
paa Tantrøs lillebitte Hoved med den store Næse. Nu da
Kappen var af, saa man det hele kunstfærdige Apparat af Kamme
og Haarnaale, der trak alt det tynde, graa Haar hen til
Tindingerne, hvor det var lagt i sirlige Bukler og Krøller.
Saa rejste Onkel Peter sig pludselig, trak ned i sin Vest og
gik frem i Stuen.
„Det samme siger jeg," sagde han og stirrede uhyre bestemt
paa Henny.
Men Henny nikkede blot til ham, tog et hæklet Stykke, der
hang bag paa hans Frakke og lagde Armen om Tante Bettys Li?.
„Tante," sagde hun.
„Ja, mit Lam?"
„Du er virkelig en køn, gammel Dame, Tante.*
Og i det samme snurrede hun hende rundt, saa hendes
Skørter fløj, og Onkel Peter maatte retirere helt op i Krogen.
„Din uartige Tøs," sagde Tante Betty forpustet
Fru Hansen stod og saa til med sammenlagte Hænder.
„Tantes Hat, Henny," sagde hun i en træt Tone.
Henny løb og kom øjeblikkelig tilbage. Saa tog hun Onklens
Stok, der stod i Krogen med hans Hat paa, og rakte ham den,
fandt Tantais Paraply, rettede paa hendes Hat og trak ned i
hendes Mantille.
„Far—vel, min e—gen, sø—de Pige."
Tante Betty kyssede Henny paa Munden og begge Kinderne,
omfavnede Fru Hansen saa inderligt, som om ogsaa hun skulde
rejse, og tog saa fat paa Henny igen.
„Det bliver tomt for os gamle, naar du er borte, min egen
Hennymor. Men Ungdommen skal jo ud og flyve ... ikke, Karoline?
Det kan jo ikke være anderledens. Og dig gaar det nok godt...
Vorherre hytter sine, ja han gør. Han skænker ogsaa nok din
gamle Moder sin evige Trøst. — Naa ... Far—ve—ei!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
