Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oktober - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
813
mæssigt af Børn, som leger helt nede i Gaarden, og de bliver pludselig stille
og angst! 1 saadanne Partier stiller den belgiske Digter sig paa lige
Fod med Forfattere af de sletteste Lejebiblioteksromaner og Melodramer.
Men i hans Karakteristik af Figurerne er der ikke andet
„hemmelighedsfuldt®, end der er i f. Eks. Karakteristiken af mange Zola’ske Figurer.
Metoden er ganske ens. Ligesom Zola, skræller Maeterlinck en Del af
Kulturmenneskets Væsen bort, hele det „øverste" Jeg, det bevidst
overvejende og dømmende og villende Jeg. Skikkelserne handler
driftagtigt, instinktmæssigt; hos ingen af dem „anklager og forsvarer
Tankerne" hinanden, der er ingen bevidst indre Kamp. Forskellen er blot,
at medens Zolas Figurer har brutale Instinkter, har Maeterlincks Figurer
blegsotige Instinkter. Derfor ligner de første nærmest „vilde", og de
sidste nærmest blide Børn. Den fornuftigste Maade at spille „Pélléas et
Mélisande" paa, vilde vist være at spille Stykket paa et Dukketeater,
med Marionetter: saa vilde det bi. a. ikke gøre et saa abnormt Indtryk, at
det Barn, der er Heltinden, til sidst præsenteres som Moder til et
virkeligt Barn. Men skal disse Barnesjæle i voksne Legemer endelig
fremstilles paa en rigtig Scene, er det dog vel naturligst at gøre dem saa
bevægelige, som alle Mennesker, ogsaa de aandeligt uudviklede, plejer
at være. — Derimod vilde det unægteligt være fint Komediespil at
illustrere det aandeligt uudviklede ved af og til at give Figurerne den
Art Gestus, som primitive Mennesker anvender. Alle ved, hvilke
Virkninger komiske Skuespillere opnaar med Gebærder, der er gaaede af
Brug hos de saakaldte civiliserede. Man har ogsaa patetiske Gestus,
der er forsvundne eller er blevne sjældne nu til Dags. Men vil man
bruge dem, maa man rigtignok bruge dem passende. Da i Maeterlincks Stykke
den forpinte Ægtemand stod ved Hustruens Dødsleje, lod Fremstilleren ham
strække Armene frem, med Haandfladerne nedad, omtrent i Højde med
Enden af Brystbenet. Saa vidt man kunde se for Flors Forhænget, var det
den gamle Gebærde for haabløs Benauethed eller for en lam Trang til at
hjælpe; det er egentlig en krampagtig Indaanden, der løfter Armene saaledes.
Dels skulde nu imidlertid Ægtemanden under hin Scene føie noget andet end
blot Beklemthed, og dels blev han staaende en hel Evighed med disse løftede
Arme. Gebærden kom da til at forbavse i Stedet for til at tydeliggøre;
den ikke befordrede, nej den brød Illusionen. Og noget lignende var
Tilfældet hos Fremstillerinden af Mélisande. Hun gik et Par Gange ud
med langsom Gang, medens hun langsomt fremjamrede sit barnlige
„Aah! jeg er ikke lykkelig! jeg er ikke lykkelig!" Samtidigt holdt hun
saa Overkroppen højet bagover og begge Arme strakte højt op over
Hovedet. Men for at et Menneskes Arme uvilkaarligt skal komme saa
stærkt til Vejrs, kræves der en yderst energisk Sindsbevægelse, et Ghoc
igennem én; Gebærden er Udtryk for stor, pludselig Skræk, der
bringer til at styrte sanseløst afsted. Altsaa sagde Gebærden, at
Mélisande var vild af Angest, medens hendes Gang og Tonefald sagde, at
hun var bare en Del nedtrykt. Og da man ikke vidste, hvilken af
Delene man skulde tro, troede en fornuftig Tilskuer ingenting . . .
Saaledes kunde Teatervenner roligt vende sig igen til den vante
Skuespilkunst og den vante Iscenesættelseskunst. De franske Refor-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
