Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Januar - Vald. Vedel: Historisk Kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Historisk Kunst.
67
Slægt ejer, og hvad den maa staa tilbage i, sammenlignet med
dens store Forgangsmænd fra Hellenismens Blomstring. I
skabende Kraft — siger han — maa vi „Brøkdelsnjænd" vige for de
store Gamle baade i Kunst og Viden; de har — hver paa sit
Sted — naaet „den Yderrand, der drages om vor Evne", de kom
først og udgør en Gang for alle Kulturens store „Enere"; men vi
— vi har til Gengæld sammenarbejdet disse Enere til en langt
rigere og mangfoldigere Sjæl end deres; vi har „tvundet deres
Sjæle til én41, og derved har vi vundet en fuld og kærlig Sans
for dem, der indbyrdes næppe forstod hverandre. „Er det da
lidt, at jeg forstaar dem alle?"
Som denne Forfaldstidens Græker var vel nogle af de bedste
nu til Dags fristede at tale. Thi de fleste føler det dog, som om
der fra alle de lange, svundne Tider lægger sig noget af en
Skygge for Blikket, noget af et Jryk over Armen. Efter den
uoverskuelige Række Opførelser af det samme Stykke kan
unægtelig Kulisserne synes lidt gustne og falmede, og ved det meste
af, hvad vi føler og handler, ledsages vi af denne underlige
Fornemmelse af, at vi har følt og gjort netop det samme én Gang
eller mange Gange før. Derfor har vi ikke den frembringende
Kraft og Evne som de, der kom før os; vi kan ikke saa frisk og
glad gaa ud og tage Verden i Besiddelse eller fuske Skaberen i
Haandværket som de lykkeligere ældrefødte, der endnu formaaede
at gøre sig Livet nyt og overraskende og at leve det paa første
Haand, „uset af sig selv." Imidlertid, hvad vore Forfædre har
forskærtset os heri, har de kanhænde givet os igen paa en anden
Bov. Det Liv, de har præsteret, og de Tanker og Følelser, de
har haft overfor Tilværelsen, og som de paa Prent, paa Lærred
og paa utallige Maader har efterladt os Mindesmærker om, det
har selv føjet sit Pius til Tilværelsen — ubrugt Stof, umøntet
Rigdom, som Efterkommerne bliver de første til at tage i
Besiddelse og udforme. Skyder altsaa Fortiden sig skyggende ind
mellem os og selve Livet, saa yder den os til Gengæld selv et
Liv i anden Potens, som vi kan tilegne os og befrugtes af, og
man tør vel ogsaa sige, at Fortiden lever i os som i ingen Slægt
før og overskygger os med alle de Former af menneskeligt, som
har været. I Evnen og Trangen til at genvække døde Sjæleliv i
os, genskabe fremmede Tiders og Folks Tanker og Følelser i os
— deri kan vi, de „sidstfødte", med Stolthed se vort Væsens
uomtvistelige Selveje, Selverhverv.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
