Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - P. Munch: Centrum, Venstre og Højre 1848—54
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Centrum, Venstre og Højre 1848—54*. 142
Europa, men der var ingen til at benytte disse Øjeblikke. Hverken
paa denne eller hin Side Øresund fandtes en Folkestemning stærk
nok til at trodse Vanskelighederne, og selv de nationalliberale
Førere manglede den Overbevisning, at det var en Sag, for hvilken
alt maatte sættes paa Spil.
Det blev da ogsaa paa disse to Punkter, den
nationalliberale Politik led Skibbrud; men det maa ikke glemmes, at om end
Sønderjylland tabtes statsretlig, saa frelstes Danskheden i den
nordlige Halvdel fra den Undergang, den under Frederik Vis
Regimente med raske Skridt gik i Møde. Langt fuldstændigere
blev Skandinavismens Skibbrud; efter det mislykkede
Allianceforsøg i 1863, ser det jo næsten ud, som var alt Ønske, alt Haab
om Nordens politiske Enhed forsvundet.
I Spidsen for det nationalliberale Parti stod mange betydelige
Mænd. I første Række Monrad, Hall og Lehmann, i anden
Schouw, Hvidt, Clausen, Madvig, Andræ, Krieger, Fenger o. fl.;
saa godt som hver Rigsdagsmand af Centrum havde vundet sig et
Navn udenfor Politiken. De hørte næsten alle til de akademiske
Krese; Nationalliberalismen var begyndt som en
Studenterbevægelse, og den beholdt altid Præget deraf. Til disse Krese,
Embedskresene, hørte da ogsaa mange af Partiets Menige, hvis
store Masse udgjordes af den jævne Købstadsbefolkning, til hvilken
en Del Proprietærer og Selvejerbønder sluttede sig. Men havde
man Officerer og Menige nok, saa manglede man en
kommanderende General.
Partiets første Mand var Monrad, sikkert Tidens
betydeligste politiske Begavelse; men, som Clausen har sagt: „Det synes,
som om det fattes her i Landet paa det Malm, hvoraf der lader sig
udstøbe Regeringsmænd". Heller ikke Monrad var støbt af dette
Malm. Han havde et vidtskuende politisk Blik, og han havde ikke
danske Politikeres almindelige Fejl: Frygten for Ansvaret, men
han manglede Evnen til at indgyde sine Partifæller Tillid. Man
var ligesom bange for Monrad, han var de jævne Danske for
dyb-Derfor følte han altid Grunden vakle under sine Fødder, derfor
kunde han kun sjelden gøre de dristige Skaktræk, som skænker
Sejren i Politiken, men som selv den største Politiker ikke
formaar at gøre, naar han ikke er sikker paa, at hans Parti bliver
ham tro. Med ganske anden Tryghed fulgte man Hall; hos ham
behøvede man ikke at frygte de kække Spring ud paa de Vidder,
hvor man ikke selv vovede at følge. Men havde Hall end store
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
