Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - April - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
353
kunde man tro, at hun var lutter sanseligt Begær. Og dog gaar hendes
Længsel aabenbart (som alle de Ibsenske Kvinders) mod romantisk Elskov,
mod flammende Kys og Omfavnelser, men ogsaa mod blide Sværmerier,
mod en fin og stadig Hensyntagen, mod det fuldt udviklede
Kærlighedsforholds Poesi. „De dejlige, svulmende Tider" — dem er det, hun
vil. Derfor forberedes vel ogsaa Omslaget hos hende af den Samtale
om Selvmord, som hendes Mand dumper ind med. „Du kan ikke leve
Livet uden mig og min Elskov, siger du? Hvis nu jeg var død, ög du
var ganske vis paa at kunne komme til mig, vilde du saa komme,
frivilligt?11 — „Nej", stønner hun, „jeg kunde ikke! Ikke for al Himlens
Herlighed*. Det Nej berøver formodentlig hendes erotiske Higen dens
Selvtillid; det hjælper hende til at famle sig frem efter en anden Form
af Længsel og efter en anden Form for dens Tilfredsstillelse. Som man
ved, beslutter hun pludselig at kaste sin Trang til at elske og elskes over
Opdragelsen af fattige Børn.
Der er intet abnormt ved hende. Tusinde og Titusinde Hustruer
har følt som hun. For ikke ret længe siden erklærede jo endog Fru
Erna Juel Hansen her i „Tilskueren", at saaledes følte Hustruen,
Kvinden. Men paa Teatret blev Ritas Tilstand hurtigt bragt nær op
mod det hysteriske. I Overensstemmelse dermed var saa hendes
Forpinthed i 2den Akt. Fru N. holdt Hænderne trykkede ned mod Issen,
virrede med Hovedet, smaajamrede monotont, vandrede uroligt om.
Saaledes omtrent ytrer sig en Melankoli, der ofte viser sig hos Kvinder
i en kritisk Alder, og som har bestemte fysiske Aarsager. Underligt nok
var det hverken faldet Fru N. eller Sceneinstruktionen ind, at herfra førte
ingen Vej til Slutnings-Scenens „ny Kurs". Hvor skulde en saadan
Rita kunne have Sans for eller Evne til at arbejde sig frem mod et
forandret Livsmaal? Slutnings-Scenen faldt da ogsaa paa Teatret ganske
ubegribelig, foruden at den desværre faldt ganske — ikke gribende.
Men en fejl Opfattelse af en Figur er alle Dage interessantere
end slet ingen. Derfor var Fru Nielsens Rita saa meget bedre end
Hr. Emil Poulsens Allmers. Det er i Tidens Løb blevet en staaende
Avisfrase om Hr. P., at han er en „intelligent" Skuespiller. Hvis
man ved Intelligens forstaar en særegen Opvakthed, Blik for det,
som ikke just ligger lige for, Indfald, som ikke Kreti og Pleti kan
have, kort sagt lidt i Retning ad det geniale, saa er der ingen Grund
til at ulejlige Ordet netop for Hr. P.’s Skyld. Man kan faa langt
fornuftigere Anvendelse for det f. Eks. foran Hr. Olaf Poulsens Navn eller
foran Fru Hennings1 og Fru Blochs. Hr. Emil P. er mest af alt den
„dannede", den „smagfulde" Skuespiller. Han forstaar af en Rolle saa
meget, som alle vel begavede, dannede Mennesker forstaar ved første
Øjekast, han forstaar det paa samme Maade som de, og hvad han har
kunnet forstaa, gengiver han i Overensstemmelse med sine jævnliges
Smag, uden Særpræg, derfor uden nogen Sinde at forløbe sig, men derfor
ogsaa uden nogen Sinde at bringe nogen til at rette sig i Sædet og
aabne Øjnene som overfor en Afsløring. Andet end de stærkt optrukne
Linier i en Figurs Følelsesliv ser han ikke. At anstrenge sig for
at se er ikke hans Sag. Saasnart Linieføringen bliver fin eller antydende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
