Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Thoralf Klavenæs: I Taage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I Taage.
237
og som ogsaa i Dag har givet os en lang Næse. Selvfølgelig
sværger vi Død og Fordærvelse over den næste Gang.
For mit eget Vedkommende smiler jeg endog indvortes af
min Uro for kort Tid siden. Jeg føler mig flov over en saa
ubegrundet Frygt. Ordet Kujon sidder mig stadig paa Tungen, og
jeg formelig sulter efter al spytte mig det selv i Ansigtet. Hahaha!
Naar man ikke er andet end et Pattebarn, skal man ikke gaa saa
langt væk fra Mama og Patteflasken! Det kan blive farligt.
Mens vi røger, lægger vi Rute for Tilbageturen. Vi har nu
gaaet i en stor Rue: fra Udtaget til første Tab, fra dette og
hertil. Ved nu at gaa lige frem mod Sydøst vil vi trække en
Korde til denne Bue og saaledes afkorte Hjemvejen med over en
Time. At gaa i den rigtige Retning nu, da vi har Kending, kan
naturligvis ikke være vanskeligt.
Saaledes ræsonnerer vi, mens vi hviler og røger. „Diana"
ligger smaaskælvende med Snuden over mil ene Ben og ser mig
op i Øjnene. Vi føler os alle vel.
Vi tar vort Udgangspunkt for Hjemturen fra en Skovløkke
i Nærheden. Jeg husker endnu meget vel, at vi stod ved et
Gærdekrys, og at jeg her med den flade Haand angav Retningen:
der har vi Gaardene, der har vi vort Hjem. Altsaa: ret frem og
vi vil om en tre Kvarter være, hvor Losen i Morges begyndte.
Det var grejt Bestik.
Og vi begynder at gaa. Klokken er 2.
Det gaar længe godt. Vi er nu udhvilte. Snart vil vi jo
desuden være paa ret Vej hjemover.
Men det ene Kvarter svinder efter det andet, uden at vi
faar Kending. Det gir mig atter et ganske let Stød af Uro.
„Har du været her før, Olav?" spørger jeg.
„Nej," svarer Olav.
Dette Nej berører mig uhyggelig. Det klinger saa
smertefuldt i al sin Stilhed, saa ængstelig anelsesfuldt, at det bevirker
et Stemningsomslag hos mig. Jeg begynder atter at reflektere i
den samme Uro som før. Bedre grundfæstet var ikke min
Frejdighed. Ja, jeg føler endog en svag Selvbebrejdelse over, at vi, trods
alt, alligevel ikke fulgte Kørevejen fra Gaardene hjem.
Taagen er tæt som en Væg. Og død er Skoven som et
Vokskabinet.
„Det var jo i denne Retning, vi skulde gaa?" spørger jeg
Olav og peger med Haanden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
