Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Thoralf Klavenæs: I Taage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I Taage.
241
Jeg føler virkelig ikke Vrøvlet i dette Ræsonnement. Jeg
har atter glemt, at det ikke er, om hvilken Retning, men om
Retningen selv, der tales.
„Dette er jo grejt," siger jeg igen. „Det er ikke til al tage
fejl af. Kom bare!"
„Men se Vinden. Skyerne driver jo med os."
„Ja, Vinden! Vinden har forandret sig," svarer jeg flot.
Men Gud skal vide, at jeg i dette Øjeblik gerne vil være
fritaget for Beslutningens Ansvar. Jeg føler, at jeg selv saa langt
fra er sikker, at jeg jo tværtimod indrømmer, at Olav kan have
Ret. Maaske er hans Hjerne endnu i Orden, medens min er
forvildet. Maaske føler han endnu instinktmæssig Himmelretningerne,
medens alt Instinkt hos mig i saa Henseende er ophørt. Dog tør
jeg ikke overlade min Skæbne i hans Hænder, og vi bliver
drivende i samme Retning.
Nu er jeg imidlertid alarmeret, og l.iin Hjerne giver mig
ikke et Øjeblik Ro. Den arbejder, arbejder. Den graver frem alle
Sandsynligheder for, at vi gaar rigtig, den kæmper med Glød for
at bevise, at vi snart, meget snart endog, maa være fremme.
Til sidst synes den at genkende enkelte Træer og Buske — som
jeg naturligvis aldrig har set.
Men frem kommer vi ikke. Der er Skov foran os, Skov
bag, Skov, Skov i en Uendelighed. Træer og Taage, Taage og Træer.
Herregud, at dette ikke en Gang vil faa en Ende! Taagen
drysser ned som en fint Styrtregn fra Grenene og slaar mig i
Ansigtet. Hvor kommer dog alt dette Vand fra? Lyden af de
stadige Dryp fra Træerne gaar til sidst pinende gennem mine
Nerver. Vand-Klask, Vand-Sip, Vand-Klask. Herregud, hvor
kommer det dog altsammen fra!
Og vi har intet at beskytte os med, intet! Jeg synes i det
samme at føie en god, tør Vinterfrakke om mit Legeme, og der
gaar en vellystig Gysen gennem mig. Fantasien gør snart Frakken
til en Pels med lange, bløde Haar, der trodser baade Kulde og
Væde. Himmel, hvor Menneskene dog har det godt i sine tørre
Klæder!
Fører dette virkelig ikke Syd, men Nord over? Vi befinder
os da i Nabosognets store Skove, hvor min Fod aldrig har været!
Og hvem bringer os da atter paa ret Vej? Intet menneskeligt
Væsen er i Skoven paa disse Tider i et saadant Vejr. Vi er
alene, alene i de tomme Skove, gennem hvilke Aftenvinden allerede
Tilskueren. 1886. 16
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
