Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Bjørnstjerne Bjørnson: Den moderne norske Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
268
Den moderne norske Litteratur.
Striber i, eller lyse med mørke Striber i. Disse løb rundt i Skrog
og Skorstene, igennem Sejl og alt løst om Bord. Skibene med
den mørke Stribe var store, stærkt skaarne.
Saa langt tilbage, som det Folk, der sendte denne Flaade
ud, har Saga, følger den mørke Stribe. Den skærer — lad mig’
sige — hvert tiende Blad i dets Historie, undertiden hvert tredje,
i somme Perioder hvert eneste. Her er sikkert oprindelig to Folk,
kæmpende, som alene to saa stærke Temperamentsmodsætninger
kan kæmpe. Man gætter paa, at Norge har været befolket i to
langt fra hinanden skilte Tider; at det første Folk levede der paa
de første isbare Pletter langs Kysten under sparsomme Kaar, at
det andet Folk kom, da de store Skove allerede limede Dalene.
Hvordan det end forholder sig, her er et lyst, samfundsskabende
Folk, i Tro paa Livsmagterne; her er en individualitetsstærk Protest,
som bare ser, eller helst ser, hvorledes Mennesket forkortes inden
Lov og Vedtægt, og derfor rejser Trods. Alle Folk har
Modsætningen; hvordan end et Samfund bygges, saa bliver det fler eller
færre til Fortræd, og Protesten kommer. Men i Norge er den
stærkere, har altid været det; den er mere end født af Forholdene,
den er nationalbestemt. Da den store Statsbygmester Harald
Haar-fagre samlede Norge, sloges nogle med ham til sidste Flok; de
flyttede heller ud, end de fandt sig i saadant. Ud til Skotland,
Irland, Nordamerika, Island, Grønland, opdagede Amerika osv.
Deres store Type er Egil Skallagrimsøn, Skjalden og Vikingen, en
hævngerrig, snu Kriger, som indslimede i Spot alt, han vilde
fordærve; men som inderst inde hulkede af Forladthed.
Han gjorde sig landflygtig; men der var nok igen i Norge
af dem, der hørte ind under Typen. De var jo nu opblandede
med de andre, og deres mørke Hud brød igennem overalt. Engang
bragte de Folket til Forfaldsgrænsen, fordi Omstændighederne gav
dem for stort Raaderum. At disse to Modsætninger er stærkt
oppe, er bare sundt; ålene saaledes vindes aarvaagen Frihed. De
udjævnes ikke helt, de standser ikke sin Krig, før vi har naaet et
Samfund, der i det hele ikke krænker den enkeltes Vækst, d. v. s.
aldrig. Men det gælder om, at det lyse er i stort og muntert
Overtal, at Folkeidealet ikke skades. Og her aflægger Litteraturen
sit stærke Vidnesbyrd. Temperamentets Lufttone — eller hvad jeg
skal kalde dette Vejr og disse Udsyn i det, som alt det andet bare
er faste Punkter i —, den kundgør sig i Litteraturen som lys.
Endnu stærkere i, hvem Folket op igennem Tiderne har udkaaret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
