Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - H. Kaarsberg: Fra Landet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fra Landet. 461
Fredet og mæt vandrer Raa vildtet paa den aabne,
solbeskinnede „Skalle". I Kanten af den højtvoksende Rugager sidder
Haren, trind og drægtig, og pudser sin Snude, mens den lytter til
Markarbejderens Fløjten, der han rider hjem til „Nadveren", siddende
paatværs over den svære, brune Hesteryg. — Og staar du deroppe
paa Bakken og spejder ud over det brede Aaløb og de fede Enge,
der just begynder at dampe til Aften, da vil dit Øje snart se den
gamle Graaand komme sejlende frem fra de favnhøje Siv i Spidsen
for et talrigt, vevert snadrende Afkom. Og dit Øre vil fange Lyd
og Sang fra Lunden derovre paa den anden Aabred: Ringdroslens
glade Jubelarie og Nattergalens elskovssyge Kluk om et og det
samme, et og det samme, — Fasanhanens Skogren, da han baskede
til Tops i de høje Graner, Raaens Skrig efter dens Lam, der blev
borte i det alenhøje, blomsterspættede Enggræs, ... og saa, bag
alt dette, bag Lunden og Herregaardshaven derovre paa den anden
Side: den gjaldende Lyd af tomme „Junger" og Bøtter, der tumler
om paa den hvælvede Mælkekælders Stengulv, slængte og flyttede
af de svenske Malkepigers stærke, rødbrune Arme.....
Det skumrer. — Nede under Bakken skyder det store, brede
„Fladvand" sig ind i Ageren. Fladvandet er lunket af Dagens,
den lange Dags Sol. Fladvandet skjules næsten for Øjet under en
bølgende, lavtflyvende Taage.
En Flok unge Knøse og Drenge staar leende og pratende
paa Engen ved denne Vanding. De kaster i Hast deres Klæder.
Og efter faa Minutters Forløb plasker hele denne Skare af nøgne,
svedige, muskelstærke og unge Legemer ud i det lunkne Vand.
Det er ikke let at kende Folk i Afstand, naar de har kastet
Klæderne. Præstens Jens og Husmandens Jens ligner paa lidt nær
hinanden, — saadan, som de ligger derude, sparkende det sorte,
dampende Aaløb til Skum. De er üge gamle. Lige kaade. Lige
rødbrune i To og i Hud. De har den samme gode Appetit, æder
det samme Rugbrød, — det er Hovedsagen.–Præstens Jens
faar nok mere Sul om Vinteren end Husmandens Jens. Det er vist!
Men — om Foraaret gaar Husmandens Jens til Haande hos Præstens,
og han æder Præstegaards-Sul, — akkurat, som Præste-Jens. Og
i faa Uger forstaar Husmands-Jens at bringe sin Krop i „Kondition*.
–Som de nu ligger der i det lunkne, mørke Aaløb
og boltrer sig, er de to ens, — for Gud og Mennesker: To brave,
stærke, velnærede, fornøjelige Kammerater, to demokratiske
Slagsbrødre om en Hals, to trofaste Venner, — Anførere for hele denne
30*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
