Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
970
Teatrene.
synderligt nok, at netop i den agtes der gerne allermindst paa
dem. Enhver Skuespiller mindes dagligt om, at blot hans
Sminke-Stub sætter en lidt for tyk Streg, forvandles et Ansigt til en
Karri-katur. Men skal de til at spille, smører de fleste alligevel i
deres Spil rask væk paa.
Ny i Lona Hessels Rolle var Fru Sinding. Hun søgte at
udstyre Figuren med en evigt fornøjet Lystighed, hej faldera, kære
Venner, her er jeg! Man studsede lidt ved at træffe opknappet
Gemytlighed under en Ibsen-Forestilling. Ibsen plejer jo som Skribent
ikke at le å la bon enfant. Og for Resten — Reformator-Naturer
som Lona Hessel, der har været og er paa Kant med Samfundet,
og som har lidt og stridt en hel Del, holder de sig saa lattermilde
og med saa lys en Klang i Latteren? Men lad en Figur blive
opfattet, som den kan, naar blot Opfattelsen bliver gennemført,
som den skal! Fru Sinding havde pudret sit mørke Haar
aske-graat foroven, neden under skinnede et rødmusset Ansigt med en
kraftig hvid Tandrække. Og hun gav Partiet i
Teater-Pernille-Stilen: Hænderne i Siden, Underlivet frem, Hovedet næsvist
skelmsk paa Skraa, Slængninger med Kroppen. Hvor smagte hun
ikke paa, hvor „nød" hun ikke sine Djærvheder, hvad der for Lona
Hessel er den selvfølgeligste Jævnhed: „Jeg siger Næver . . .!"
Og hvor var hun ikke vigtigt ubehøvlet: „Hvad jeg vil? Jeg vil
(ischch! lang Hvislelyd) lufte ud, Hr. Pastor!" Lona Hessel
skulde have været den solidest naturlige i Samfundsstøtte-Kresen,
men hun blev uden Sammenligning den mest „forcerede". Dét
var temmelig forvirrende. Først hen i 4de Akt, i det stilfærdige
og blide Optrin mellem Lona og Frk. Bernick, kom der noget
ægte og kønt. Men da var rigtignok ogsaa Lona Hessel blevet
et helt andet Væsen, som ikke vilde have kunnet kende sig selv
igen i de første Akters Lona.
Man har fra gamle Dage været enig om at rose Hr. Emil
Poulsen i Konsul Bernicks Rolle. Hvorfor monstro?
Selvfølgelig repræsenterer Hr. P. lykkeligt en behagelig
Bourgeois-Dannelse. Han tager saapas forstandigt paa Replikerne, har en
smuk Stemme, fører sig med en Selvtilfredshed, som er lige stærk
nok til at kunne forestille Overlegenhed og dog aldrig saa stærk,
at den synes uopdragen. Men alt det er jo da endnu ikke stor
Skuespilkunst. Paa nær maaske et Par Minuter saa eller hørte
man den hele Aften Hr. Poulsen, man hverken saa eller hørte en
Konsul Bernick, en Forretningsmand med Liv og Sjæl, en Struggler,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
