Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - H. Høffding: En Sygehistorie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
84
Hannah Joél
vendt at lade Rubrikkerne rette sig efter Personlighederne. Det er
en Kamp, der vel atter og atter føres. Den syge føler sig
forurettet ved blot at skulle staa som Eksempel paa et Artsbegreb,
som forud er dannet, og som maaske ikke engang nu beriges med
en ny Nuance. En oprørsk Stemning, en stadig Irritabilitet og
Ironi var Følgen deraf.
Ikke mindre haard var den anden Kamp, Kampen med de
urolige Stemninger, med Hallucinationer og Impulser.
Selvmordsforsøg og Raserianfald afveksler med rastløs Uro og kaotisk
Fantaseret Beskrivelserne af Raserianfaldene hører sikkert til det bedste
i Bogen. Impulsen kommer saa hurtigt og overvældende, at
Patienten først opdager, hvad hun gør. ved at se sine Hænder klemt
om Halsen paa en anden Person. Der er ingen særlig Uvilje mod
dén, det gaar ud over; Ofret eksisterer under Anfaldet slet ikke
som Genstand for Patientens Bevidsthed. — Fortræffelig er dog
ogsaa Beskrivelsen af Hallucinationerne. Der er Stemmer, der taler;
skulde det være Hallucinationer? spørger hun sig selv, men afviser
denne Mulighed, fordi Lyden er saa tydelig, skønt hun ogsaa hører
Stemmer af Mennesker, hun ved, ikke er til Stede. Undertiden er
det et enkelt Ord eller en Vending, der er brugt over for hende,
og som vedbliver at genklinge under stadige Variationer, ledsaget
af Syns- og Hørehallucinationer. De haardeste Kampe føres mod
en Hærskare af Skikkelser, der trænger frem bagfra. Det gælder
at have Ryggen fri, op mod Væggen eller Kakkelovnen, og om at
faa Skikkelserne frem foran sig for bedre at kunne bekæmpe dem.
Uroen og Rastløsheden hos Patienten opstaar ved, at hun for
enhver Pris skal have Bugt med „det bag ved". —
Vendepunktet i Sygdommen kommer pludseligt og overraskende.
Om det er begrundet i Sygdommens naturlige Gang, eller om det
hænger sammen med en Ufuldkommenhed i Fremstillingen, kan jeg
ikke bedømme. Lige efter stærke Anfald opdukker Overbevisningen
om at være rask, og en Spadseretur benyttes til at flygte fra
Hospitalet. Hannah Joel føler, et hun nu maa tage sin Skæbne i
sin egen Haand og rive sig ud af den ansvarsløse Tilstand, Livet
paa Hospitalet — denne „Selvopgivelsens levende Grav" — fører
med sig. Hverken Lægerne eller hendes Slægtninge skal have
Ansvaret for det Skridt, hun gør: „Jeg maa have Skylden alene.
Det Skridt, som maa tages, og som de andre ikke vover at lade
mig tage, naar jeg blot beder, det maa jeg rask tage selv, selv
tage og give mig Frihed!" — Men der staar endnu en haard Kamp,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
