Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - A. Ipsen: Digte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte
967
Men, nu da Barnet i Luften ler,
det er. som var der ej Sorger mer,
for hvor er Barnefødder dog spæde,
og, hvor er den Jord dog ren, de træde,
og, hvad er saa blødt som en Barnekind?
Du kysser dit dybeste Savn derind.
Men siden, naar Barnet det vokser til,
det vil ej mer, hvad dets Moder vil,
frit vil det tumle paa Livets Scene,
nu sidder du hjemme graa og ene,
forstummet er Børnestemmernes Larm,
Aarenes Stilhed har gjort dig arm.
Men, blev du trættet af Dagens Strid,
det er endnu ikke Afløsningstid,
og stænged Haabet dig sine Porte,
og blev din fejreste Ungdom borte,
du tør dog ej kaste Byrden af,
endnu maa du kæmpe for Dagens Krav.
Ti først naar Nøden er aller størst,
da slaar Afløsningens Time først,
først en Gang, naar dine Øjne briste,
Kærlighed favner din Sjæl paa det sidste,
først da er Skyggernes Dal forbi,
den kærlighedsfødte er smertefri.
ET ALTER
Dybt derinde i vort Hjerte,
bagved Dagens Fodtrinsfærden,
bag de travle Røsters Verden,
fjernt fra Gadens glubske Gloser
hæver sig en stille Kirke
med et Alter, smykt med Roser.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
