Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Østrup: Den osmanniske Race og dens Fremtid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
466
Den osmanniske Race og dens Fremtid
det osmanniske Rige sin Undergang saa nær som aldrig nogen
Sinde før; politiske Forbundsfæller var ikke til at opdrive, og da
faldt det naturligt, at den unge Sultan, der under sin tilbagetrukne
Prinsetilværelse havde været under stærk Paavirkning af gejstlige
Personligheder, i sin Værdighed som Islams religiøse Overhoved
søgte den sidste Redningsplanke; da Sultanen var hjælpeløs, maatte
Kalifen træde ind i hans Sted. Under hele sin følgende Regering
har Abdul-Hamid med usvækket Iver holdt fast ved denne Tanke;
dens Gennemførelse har til Tider skaffet Tyrkiet Ubehageligheder,
saaledes i Forholdet til de arabiske Ørkenstammer; der er paa
den anden Side ingen Tvivl om, at over for den Ståt, der tæller
de fleste muhammedanske Undersaatter, nemlig England, har
Tanken om at Sultanen i Konstantinopel tillige er Kalif, ved adskillige
diplomatiske Afgørelser været et vægtigt Lod i Skaalen til
Tyrkiets Fordel.
Derimod har den tyrkiske Mangel paa Originalitet vist sig
særlig fremtrædende blandt Sultanens Modstandere mellem hans
egne Undersaatter. Hele det „ungtyrkiske Parti" har i sin
politiske Forkyndelse indskrænket sig til at efterplapre en Del liberale
europæiske Fraser, som om et Rige som det osmanniske i dets
nuværende Tilstand kunde ophjælpes ved Parlamentarisme og
almindelig Stemmeret og Valgagitation og slige vesterlandske
Herligheder. Betegnende for den Slaviskhed. hvormed man her følger
de europæiske Forbilleder, er ogsaa Ungtyrkernes religiøse
Standpunkt: da de „fremskredne" Aander i Frankrig hovedsagelig er
antiklerikale, — og fra dette Land er det, at Ungtyrkerne
væsentlig henter deres politiske Visdom, hvad der jo i sig selv er
betegnende nok, — saa reklamerer ogsaa disse med deres fritænkerske
Anskuelser, og det, skønt enhver, der kender blot en lille Smule
til osmannisk Folkekarakter, kan sige sig selv, at enhver aandelig
Rørelse, der ikke gaar Haand i Haand med Folkets Religion, paa
Forhaand er dømt til at løbe ud i Sandet.
Det store Flertal af den menige Befolkning i Tyrkiet har
derfor taget bestemt Afstand fra den ungtyrkiske Agitation. Med en
rent instinktmæssig Kritik ser Menigmand ikke Midlet til en
national Rejsning og til Befrielse for Efendivæsenets bureaukratiske
Raaddenskab i en Efterligning af Europas Parlamentarisme; „sig
mig," sagde en jævn Tyrk engang til mig, „naar vi nu sloges
som i den østrigske Rigsdag eller skændtes som i det franske
Deputeretkammer, tror du saa, at vi vilde være bedre farne."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
