Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Henrichsen: Betragtningens Time
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
248
Betragtningens Time
ikke at gaa udenfor Landets Grænser, han kunde nævne en
indenlandsk Videnskabsmand som Professor Georg Brandes blandt
dem, der har fundet „Tid og Raad til at tage Del i Striden". F. Eks.
under Valgkampen 1901, ved Valget i Kallundborg. „Det er ikke
sagt, de trænger igennem" — siger Quidam. Nej, det er vist nok.
Professor Brandes trængte f. Eks. ikke igennem. Ved et journalistisk
Tag, probat som et Næveslag fra oven nedad, blev
Usynlighedens Hat smældet ned over Øjnene paa ham og forvandlede ham
fra nærværende til fraværende. Og dermed var Tvisten afgjort.
Thi et er jo, som Quidam siger, sikker Ret: de fraværendes Uret.
Sagen er den: Den aktive Politik kræver i vore Dage af sine
Mænd en hel anden Udrustning end de Aandens blanke Vaaben,
som Hr. Quidam i sit Fantasteri bilder sig ind. Den
Videnskabsmand, der vil følge hans Raad, vil komme derfra som Don Quichote.
Den, der vil gribe aktivt ind i demokratisk Politik, maa enten
støtte sig til et Lag af Befolkningen, en Klasse eller en Kreds
af Vælgernes Tusinder, som han repræsenterer, hvis Vilje han
udfører, og hvis Sag han taler. Eller ogsaa maa han til sin
Raadighed have en stor Avis. Men hertil hører mange Penge, et
stort Forretningstalent og ikke mindst den af Bankchef Christensen
hos Kjelland saa højt anpriste Næse, der som en paalidelig
Jagthund altid er paa det rigtige Spor. Men over ingen af disse
Betingelser disponerer Videnskabens Mænd.
Det er til dette, det politiske Maskineris Grovhed, at Dr. Vedel
har sigtet, naar han har talt om „det højeste Brøl". Ingen vil
kunne benægte, at en Avis med 22,000 Abonnenter har kraftigere
Lunger end et helt Fakultet af Videnskabsmænd. Herbert
Spencer har i en Artikel „Tilbagefald til Barbari" skildret denne
folkelige Forkærlighed for de brutale Virkemidler. Han paastaar i
samme Artikel, at den fri Stemmeret i Nordamerikas Fristater kun
er en Illusion, og at den i England er stærkt indskrænket af
Partityranniet. Skade, at denne Videnskabsmand nu er død, han kunde
have fortjent at have faaet sin Andel af den Røffel, Hr. P. Munch
har tildelt Videnskabsmænd, der skriver den Slags Artikler, for
ikke at iagttage „den Forsigtighed, Videnskaben kræver af sine
Dyrkere", saa vilde han nok ikke en anden Gang letsindigt have
stødt Folket ud i Barbariet. Skade ogsaa, at Hørup er død, han,
der har brugt Ordet Bestialisering om den Virkning, det
politiske Maskineri udøver paa Mængden. Han kunde nok ogsaa have
trængt til en Tilrettevisning fra samme faderlige Haand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
