Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edv. Lehmann: Bacchustoget i Norden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
999 Bacchustoget i Norden
Anli-Dionysos: „Ligesom Anti-Kristus kender og véd at eftergøre
Kristi Tegn og Undere, saaledes kan Kierkegaard paa en skuffende
Maade fremstille det „æstetiske" Livs Værdier, saa at man samtidig
føler dets Intethed".
Mod Slutningen finder Forfatteren i Forbigaaende en
Forklaring af det Dionysiske, der kaster et drillende Flakkelys tilbage
over den hele Herlighed: „Thi det er Hemmeligheden ved alle
dionysiske Naturer, at de. i Grunden er uden Vilje; de vil fyldes
som Kvinder, nyde". Ja, det er netop Hemmeligheden. Hele
Mystikkens Historie aabenbarer den. Som Dionysos egne Muskler
efterhaanden slappedes, saaledes slapper han sine Dyrkeres. Ogsaa
Grækenland døde jo „med Vinløv i Haaret".
Paa Baggrund af denne græske Slappelse i vore egne
Landemærker, stiller Vilh. Andersen ikke blot Søren Kierkegaard, men
ogsaa Henrik Ibsen op, saa man ser ham som aldrig før i hans
Styrke og i hans Ret. „I det hele fornemmes nu Henrik Ibsens
Kunst i sine Grundtræk fra „Brand" til „Gengangere" som en
fyndig Ligtale over det dionysiske Liv i Norden. For ikke at tale
mere om „Brand", er jo Per Gynt en sand Henrettelse. Det er
et Satyrdrama; men den, hvis Hud det gælder, er ikke Marsyas,
men Satyren selv, i norsk Nationaldragt, den vegetative Løgnhals,
etisk opfattet som en stemningsfuld Abekat. Men Tragedien er
„Gengangere", skrevet i Syden under Indtryk af, at et dionysisk
Liv ikke — ikke mere i alt Fald — lader sig leve i Norden. Hvor
Fru Alving skænker Champagne for den frysende Osvald for at
gøre ham varm og glad, er det saa gribende, som naar en fattig
Moder lægger sit Barn til et Bryst, der ikke kan give Die."
Det er Bogens bedste Replik og Forfatterens alvorligste Tanke.
Til denne mandige Kritik har hans ungdommelige Tumlen med al
denne tumlende Ungdommelighed ført. Og jeg synes han har Ret.
Ligtalen er holdt. Der lader sig ikke leve mere paa Dithyramben
her til Lands, hverken paa vore Fædres eller paa vor egen.
Den har altfor øjensynligt — hos os som i den gæske Kunst —
ført til Tragedien.
Edv. Lehmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
