Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ernst Goldschmidt: Aglaja Ivanovna
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Aglaja Ivanovna
197
Fordi man selv maatte blive fuld af Forfærdelse over at vide sig
saa tom, saa helt fri for Fælleseje med andre. Saa fattig. Hun
véd, at hun fylder en Plads hos nogen, og naar hun dør, bliver
der tomt i nogle Sind. Men efter mig lukkes der hurtigt, og et
nyt Numer sættes ind paa min Plads.
11. Februar. Det er vist løjerligt, som jeg er. Jeg lever med
dem, der er døde. Hvad er Menneskene værd for mig — de er
mig ligegyldige. Ingen af dem har kimnet slaa Bro for mig over
Graven. Men hver Dag gaar jeg ned ad Nevski paa en bestemt
Tid. Saa møder jeg Aglaja Ivanovna. Jeg taler aldrig med hende,
hilser blot og ser rigtig meget paa hende.
17. Februar. Hun hører Voronzov’s Forelæsninger over
Morallæren. Jeg gaar ogsaa derhen. Han taler bedre end en god Præst.
Jeg hører aldrig efter, sidder kun og ser paa Aglaja Ivanovna.
Hvor hendes Ryg er fin og spinkel under det bløde graa Stof! Og
hendes Hænder er smalle og fine. Hun hører vistnok godt efter
og ler altid meget, naar han er morsom. Heldigvis sidder hun ikke
og skriver alting op i smaa Bøger, saaledes som de andre gør.
20. Februar. I Dag talte jeg med hende og lovede at sende
hende nogle af Tsjernisjevskis Skrifter. Hun smiler meget, selv
naar vi taler om alvorlige Ting. Hun er forekommende mod alle
mine Indfald. Vi skændtes leende om Voronzov, men hun sagde,
at han havde lært hende meget. Hun tørster efter at lære . . .
Hun maa være meget lykkelig.
21. Februar. Jeg sendte hende Tsjernisjevski, men jeg vidste
ikke om jeg turde skrive, at jeg gerne vilde tale ofte og længe
med hende. Jeg sendte alligevel Brevet af Sted . . .
Disse Optegnelser fandt Pavel Artemjevitsj spredte imellem
politiske Notitser, Ordrer og Redegørelser. Saa laa der et lille Brev,
gulnet af Aar og bristet i Ombøjningerne af megen Gennemlæsning:
Kære Lef Nikolajevitsj,
Det var virkelig forfærdelig pænt af Dem at sende mig de Bøger.
Jeg kan netop saa godt lide, at De skriver saa ærligt til mig,
hvad De mener. Vi ses jo saa ofte, men De kommer jo aldrig hen
til mig! At tales ved skriftligt er saa besværligt, men mundtligt!
Med Tak for Bøgerne — naa, det er sandt, det kan De jo
ikke lide, De Nihilist! Saa ingen Tak, men kun en venlig Hilsen
fra Deres hengivne Aglaja Ivanovna.
Liteiny Prospekt, den 22. Februar 1887.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
