Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karl Gjellerup: Paris’ Belejring i Krigen 1870—71
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
892
."Paris’ Belejring i Krigen 1870—71|
Pligt at vende det døve Øre til og handle udelukkende efter
militære og politiske Motiver. Nu mente ganske vist Bismarck —
som vi saa’ — at militære Motiver ikke kunde være for
Haanden. Og dog er der ét, som er saare nærliggende. Moltkes
Biograf, den fortræffelige Militærforfatter, Oberstløjtnant Dr. Max
Jähns siger: »Den inderste Grundtanke, der bestemte Moltkes
Holdning i hele dette Spørgsmaal, var det hellige Ønske at paalægge
sit Fædreland saa faa Ofre som muligt. Belejringen vilde
utvivlsomt have kostet saare mange Menneskers Liv, navnlig naar det
kom til Storm, der dog ved en konsekvent Gennemførelse af et
formeligt Angreb vanskelig lod sig undgaa. Disse Ofre vilde Moltke
kun bringe i yderste Nødsfald; da naturligvis ogsaa uden
Betænkning." Saavel Moltkes Privatbreve som hans Indstillinger til den
øverste Krigsherre viser ogsaa dette herskende Synspunkt.
D. 22. Decbr, skriver han til Broderen Adolph: .Hvad det vil
sige at angribe en Fæstning, til hvis Forsvar en Armé staar parat,
det skulde man dog have lært af Sebastopol. Sebastopol blev
først Fæstning under Angrebet, alt Materiale kunde skaffes derhen
ad Søvejen, Forberedelserne varede 10 Maaneder, den første Storm
kostede 10,000, den anden 13,000 Mand." Allerede seks og tyve
Aar tidligere havde Moltke nedskrevet den Sætning, der ligesom er
Ledemotivet for hele hans Behandling af Belejringsspørgsmaalet:
„Stæder med en halv Million Indbyggere — [og hvor mange flere
var der ikke her!] — erobres overhovedet ikke ved Vaabenmagt,
men falder af sig selv." Han ventede Afgørelsen ved Hjælp
af den „langsomt, men sikkert virkende Hunger", om han end fra
først af for at være fattet paa alle Eventualiteter — som vi
allerede saa’ — traf Foranstaltninger for det artilleristiske Angreb,
som han imidlertid „hverken ansaa’ for sandsynligt eller endog
blot for formaalstjenligt" (Jåhns). At han ikke udraabte det
sidste offentlig og navnlig ikke over for dem, der skulde bringe Materialet
til Veje, er en Selvfølgelighed.
Naar da Moltke paa et senere Stadium, da Striden var i fuld
Gang, hævdede, at han fra først af („vom Hause aus") havde
været imod Beskydningen, saa er dette Udsagn, „cum grano salts"
forstaaet, ingenlunde i Modstrid med hans Handlinger og mundtlige
og skriftlige Udtalelser, og det er et plumpt Professorovergreb,
naar W. Busch deri vil se et Vidnesbyrd om, hvorledes de
virkelige Forhold under Kampens Hede udviskedes i Erindringen. Hvis
det var rigtigt, „saa havde Moltke drevet Tilbageholdelsen af sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
