Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - E. Robins: Den store, hvide Stilhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
318
Den store hvide Stilhed
„sund som en Dollars", som „Drengen" fortalte ham, „undtagen
den Smule med Øjnene, og de er allerede meget bedre."
Langsomt, langsomt sled de sig frem. De havde naaet en
Egn, hvor der ikke fandtes Træ. Men da de ikke kunde
kam-pere uden Ild, tog de ekstra Hvil den Dag ved Firetiden og
spiste noget koldt Proviant. Saa begyndte de Marchen igen;
men de havde ikke gaaet en halv Time, da „Obersten" pludselig
standsede Slæden og stod ubevægelig stille. „Drengen", der følte,
at Trykket hørte op, saa sig omkring, gik tilbage til ham og
mærkede ikke noget usædvanligt uden det, at „Obersten" ikke
syntes at ville længere.
„Vi kan kampere her."
„Nej, vi kan ikke," sagde „Drengen", „der er ikke et Træ i
Sigte."
Men „Obersten" syntes ganske sløv. Han vilde i hvert
Tilfælde gøre Holdt nu „lige hvor han stod".
„Nej, nej," sagde „Drengen" lidt forskrækket, „vi kamperer,
lige saa snart vi kommer til Skov."
Men „Obersten" stod som rodfæstet.
„Drengen" tog hans Arm og ledte ham et Par Skridt hen til
Slæden.
„De behøver jo ikke at skyde saa haardt. Bare læg
Haanden der, saaledes. De behøver ikke at se op." Dette var meget
underfundigt af Drengen, for han vidste godt, at „Obersten"
var saa blind som en Flaggermus og saa fintmærkende som en
Kvinde.
„Vi kommer nok over det alt sammen," raabte han tilbage,
idet han bukkede sig for at tage Slæderebet op.
Jeg holder paa Kentucky."
Som en Søvngænger fulgte „Obersten", som nu holdt fast
ved Slæden og uden at vide det holdt lidt igen; og naar saa
„Drengen", hvis Kræfter var ved at slippe op, protesterede,
lænede han sig op mod den og tvang den saaledes lidt fremad.
Ak, men der var langt til Skov den Aften. Optaget af de to
vigtige Ting at slæbe sin utaalelige Byrde fremad og tage den
korteste Vej til den nærmeste Skov, glemte „Drengen" lidt efter
lidt at underrette sine ødelagte Nerver om at tage Vare paa det
ujævne Tryk bagfra. Følte han det — godt, „Obersten" var en
Svend. Følte han det ikke — vel, „Obersten" var ved at „løbe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
