Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N. J. M. Rod: Jagtskitser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jagtskitser
633
Klapjagten i Efteraaret. Her viser Sporet tydeligt, at en Ræv er
gaaet ned uden mange Omstændigheder; maaske dens
Barndomshjem er her. Den er i hvert Fald dernede, og der staar kun tilbage
at finde en passende Post i Læ af Graven, hvorfra man har frit
Skud til Rørene i en Snes Alens Afstand, thi Mikkel maa skydes
død i Knaldet, dersom man vil gøre sig Haab om en Rævebælg.
Har man fundet en saadan Plads, da har man alt i Orden og
kan gaa hjem og forrette sin daglige Gerning.
Men Decemberdagen er kun kort, og naar Solen forsvinder
bag den vestlige Horisont, begiver man sig, vel udrustet og varmt
paaklædt paa Vej. Med lydløse Trin gaar man paa Post, ingen tørre
Kviste maa knække under Foden, thi Mikkels Øre er utrolig fint,
og faar han den svageste Mistanke, kan man ligesaa godt vende om.
Bøssen spændes med Fingeren om Aftrækkerne, for at Hanernes
Knækken ikke skal høres, og nu er man parat til at tage mod den
røde Herre. Vinden er ved at lægge sig, og det begynder at fryse,
fra Kirketaarnene ringes Solen ned, og de sidste Farverester er helt
forsvundne fra Træstammerne, der viser sig som sorte Masser, hvis
Konturer stadig bliver blødere. Kragerne kommer trækkende i
Smaaflokke og slaar ned i Trætoppene, smaasnakker lidt og sætter
sig til Ro. Henne under Granerne ved Mosens Rand har et Par
Solsorter travlt og lader af og til en Trille høre, men snart tier ogsaa de.
Alle de fjerne Lyde glider efterhaanden over i hinanden, og man
kan næsten høre Stilheden. Tusmørket kommer langsomt listende
og Træerne begynder at antage sære Former. En lille Mus pusler
i de visne Blade faa Alen borte, og engang imellem er den tæt
ved Jægerens Fødder. Den bor trygt Dør om Dør med Mikkel,
uagtet den ved, at han er en stor Nar efter Musesteg. Nu
begynder Tiden snart at blive lang, og man bliver træt af at staa i
den samme Stilling med alle Sanser spændte, men det gaar ikke
an at slappe Agtpaagivenheden, thi Mikkel kan komme, hvad
Øjeblik det skal være. Af og til høres en fjern Susen i Luften,
som hastig nærmer sig, og rappe Vingeslag svirrer hen over
Bøgekronerne; det er Graaændernes Aftentræk, nu opsøger de
Bækløbene og de aabne Grøfter, hvor der er lunt at ligge Natten
igennem og snadre i det låve Vand. Kulden bider i Næse og
Øren, og Benene begynder at miste Følelsen, og Tankerne
begynder at knibe ud og gaa paa egen Haand. „Hvem der nu sad
hjemme i den varme Stue ved Aftensmaden. Det er da ogsaa
Tilskueren 1906 39
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
