Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. V.: Akademiet og Ministeriet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1022
Akademiet og Ministeriet
hundredfold værre, naar Bommen aabnes for alle de uansvarlige og’
ukyndige Indflydelser.
Og alt dette er visselig ikke at gøre blind Allarm og male Fanden
paa Væggen. Hvor nian ser sig om i Nutiden, kappes enkeltes
Selvherskerlyst og Massernes Kulturfjendskab om at formelde Kunst og
Videnskab sin fuldkomne Mangel paa Respekt og vise Professorer og
Akademier, hvad man regner dem for. Naar Kejser Wilhelm
knægter sit Akademi, nægter Kong Oskar sit svenske Akademi at optage
blandt dets „aderton", hvem der mishager ham. Underkender det
norske Demokratis Livsyn og dets Minister rolig den teologiske
Censurkomité ved en Professoransættelse, bør vi ikke hovmode os overfor dem:
naar det skal vaére, kan det samme ske her, og saa har vi maaske
ikke en Michelsen til at sætte sig op mod Livssynet. Hvad der er sket
herhjemme af lignende Ting, siden Deuntzer aabnede den ny,
demokratiske Æra i Rosenborg Have med at erklære, at Sagkundskabens
Tid nu var forbi, — det vilde fordre mere Plads at opregne end her
kan ofres. Man ophører desuden at tælle og at huske Overgrebene, og
den ene Institutions Medlemmer bekymrer sig ikke om de Slag, der
rammer den anden; i Lægeverdenen tænker man ikke paa, at det
næste Gang maaske drejer sig om en Overkirurgplads ved Frederiks
Hospital, i Højesteret ikke paa, at det kan blive en Assessorplads, der
bliver besat uden forudgaaende Prøve. — Ja, det gaar, hvad man i
Akademiaffæren ser et advarende Exempel paa, saa vidt, at
Kunstnerne og Videnskabsmændene, naar de for Lejligheden mener at kunne
profitere derved, selv paakalder de fremmede Magters Indgreb og
derved giver dem et vist Skær af Legitimitet.
For dem, der anerkender Demokratiets, Flertallets Ret til den
højeste Magt i Staten, men som tillige interesserer sig for Aandslivets
Frihed, beredes der gennem Aar og Dag adskillige bitre
Øjeblikke. De maa se som deres vigtigste Opgave, i det herskende
Demokrati at vække og opdrage Respekten for Kultur. Goethe siger et
Steds nogle smukke Ord om Respekten, — at det er den eneste Dyd,
som ikke er Mennesket medfødt, og som, selv éngang erhvervet, tynger
ham tungest. Respekt er jo dog ikke en Følelse, der kræver anden
Positur end den staaende, oprejste, og selv det mest selvfølende,
myndigste Folkeherredømme burde kunne tillade sig denne klædelige
Luksusfølelse.
D. 23. Nov. V. V.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
