Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December 1907 - Ove Jørgensen: Ballettens Krav
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ballettens Krav
1019
af alt egner de sig til at polstre en Hvileplads for Direktionen. Paa
det kgl. Teater maa man stadig lytte til Fru Heibergs manende Ord,
der med et mærkelig varmblodigt Liv taler fra hendes gulnede
Mindeblade, hede og svidende, som lød de fra den libyske Ørkens Sibylla:
Terpsichores Fod lammedes og Thalias Latter blev stum, den Dag da
man i Folkets Forsamling første Gang talte om Nationalscenens „Drift".
Kun Taaber bebrejder Teatret, at det bejler til Publikums Gunst
for at fylde sin Kasse. Heldigvis er vi endnu langt fra den Tort, der
er overgaaet det norske Nationalteater, hvor Miséren maatte
afhjælpes med „den glade Enke". Men der kan ikke advares ofte og stærkt
nok mod overdreven Hensyntagen til Teatrets Balance. Der har hævet
sig vægtige Røster fulde af retfærdig Harme over, at Operaen
misbruger en fejret Sangers Orpheiske Indflydelse paa Musikkens
umyndige til Aar efter Aar at lokke dem til Kunstværker, der altfor ofte
skraaner mod det vulgære, i Stedet for gennem ham at opdrage dem
til ædlere og strengere Toner. Med samme Ret klages der bittert over
Skuespillets mangelfulde Personale. For kort Tid siden udtalte
Professor Bloch — og hans Fortjenester af Teatret giver hans Ord Vægt, at
Nationalscenens Dør ikke aabnede sig for den første, der bankede paa.
Det lyder derfor som en Udfordring til denne meget utidige
Fornemhed, naar der fra Teatrets egne Mure udtales det sikre Haab, at Fru
Nansens Ansættelse kun er en prisværdig Begyndelse, og at hun snart
maa faa jævnbyrdige og jævnaldrende Medspillende. Nationalscenens
Opførelse af Macbeth virkede som en højtbegavet Kunstnerindes
Optræden med et uhyggelig slet Selskab.
Teatrets tredie Kunstart mødes med stilfuld Tavshed, eller, hvad
værre er, man tilkaster den som en Floskel en Almisse om den danske
Ballets Fortrinlighed. Denne Ligegyldighed for en Kunst, der har
frembragt den eneste danske Dramatiker, der kan sidestilles med Holberg,
og som i Øjeblikket bæres af første Rangs Scenekunstnere, er en
Skamplet paa Hovedstadens Presse. Man ved virkelig ikke, om man
skal le eller græde, naar en saa klarttænkende Kunstdommer som
Sven Lange ikke undser sig for paa den foragteligste Maade at
omtale en Kunst, som han betragter med en Interesse og Forstaaelse som
den, Malerkunsten kan vente at finde paa Blindeinstituttet. Det er
derfor næppe helt overflødigt at sige et Par Ord om, hvad Teatret kan
og maa gøre, for at Balletten kan komme til at danse paa de Roser,
den saa ærligt har fortjent.
Nationalscenen har sit tungeste Ansvar overfor Balletten. Skuespil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
