Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November 1908 - Ove Jørgensen: Overgangen fra Drama til Skuespil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
926 Overgangen fra Drama til Skuespil
færdighed og Medlidenhed, skønt den, der lider, har villet
mishandle ham til Døde: Odysseus kender sig selv.
Saa raaber Athena igen: „Aias! Jeg kalder dig atter. Tænker
du ikke paa den Gudinde, der altid kæmper ved din Side." Da
først træder Aias frem fra Teltet og kender straks sin
Skytsgudinde: „Hil dig, Athena! Hil dig, Zeus’ Datter! Hvor naadigt
er du ikke kommen til mit Telt! Men jeg skal ogsaa kranse dit
Tempel med gyldne Skatte til Tak for den Jagt, du har givet
mig." Athena taler ham efter Munden, og i en kort Dialog tirrer
hun ham med dulgt Haan til at fortsætte sin Mishandling. Aias
gaar ind i Teltet og nedbeder i sit Afskedsord Forbandelsen
over sig selv: Jeg skrider nu til Værket, men dig Gudinde
beder jeg altid staa ved min Side, lige saa naadig som du
hjælper mig nu." Athena vender sig atter til Odysseus: „Ser du
Guddommens Styrke? Var nogen klogere eller mandigere end
han?" Odysseus svarer: Jeg kender ingen, men skønt han er
min Fjende, ynkes jeg over ham, fordi han maa gaa i Spand
med den skrækkelige Ate. Thi jeg tænker paa mig selv ikke
mindre end paa ham, og jeg ser, at alle vi, der lever, kun er
som en Skygge eller en flygtig Drøm." De sidste Ord, Gudinden
udtaler paa sin Broders og Nabos Festdag, rummer hele det hellige
Dramas Ethos: „Derfor skal du, naar du ser saadanne Ulykker,
aldrig selv sige et overmodigt Ord mod en Gud eller blive
stolt, hvis du faar Overvægt over en anden enten ved
Haandens Kraft eller bundløs Rigdom. Thi een Dag kan bringe hele
Menneskelivets Vægtskaal til at synke og stige igen, og den, der
holder Maade, elsker Guderne saa højt, som de hader de slette."
Naar man læser Aischylos* Prometheus ud fra moderne
Forudsætninger, kan man i Titanen kun se Menneskeslægtens skyldfri
Velgører, der af Himlens brutale Tyran, Usurpatoren Zeus,
bliver korsfæstet paa Kaukasos’ Klippevæg. Mange har grublet
over, hvordan den gudfrygtige Aischylos har kunnet fremstille et
saa hæsligt Billede af Gudernes Konge, og det paa en Guds
Festdag. Men ligesom Apollon, der i Choephorerne tilsyneladende
staar som den falske Profet, i Eumeniderne faar sin fulde
Oprejsning, har de Skygger, der i „den lænkede Prometheus"
synes at formørke den himmelske Retfærdighed, i „den løste
Prometheus" maattet svinde som Duggen for Solen. For den
attiske Digter er Prometheus’ Menneskekærlighed en Hybris,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
