Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
57
og Baroniet Rosendal. Og hvad Hals- og Haandsretten
angaar, da fik den, som før fremhævet1, fordi den ikke var
forbandet med Birkeret og idethele paa Grund af de forskjellige
lokale Forhold, aldrig en saadan Betydning i Norge som i
Danmark; den blev aldrig andet end en Indtægtskilde, derimod ikke,
som i Danmark, et Magtmiddel, hvorved den adelige Proprietær
blev sat istand til at tyrannisere sine Bønder.
Her maa endnu et andet Forhold fremhæves, som virkede
til, at Norge, mod hvad man skulde ha ventet, kom til endog
fremfor Danmark at nyde godt af Enevoldsregjeringens Omhu
for Retssikkerhed og god lovlig Orden. De norske Bønder var
og maatte ifølge Landets Historie og sociale Forhold være
gjennemgaaende meget mere paaholdne paa sin virkelige eller
formentlige Ret end de danske, meget mere utaalsome ligeoverfor
enhver Slags Tryk eller Tvang. Vi har før omtalt, hvor vel de
værgede sin Frihed og Ejendom i Tiden nærmest efter
Reformationen2. Dette var en haardhændet Tid: de danske
Lensherrer, der skulde styre Landet, uden at kjende det, optraadte
ofte mere som Voldsherskere end som Repræsentanter for den
lovlige Øvrighed, og Bønderne var paa sin Side særdeles vel
oplagte til at møde Vold med Vold. De mange Forandringer paa
det kirkelige Omraade og i Hensyn paa Lovgivning og
Administration, hvortil de blev Vidne uden at forstaa dem, virkede
til at opirre dem og bragte dem til at se en Fiende i snart sagt
enhver, der repræsenterede enten Kirken eller Statsmyndigheden.
Deres personlige Uafhængighedsaand og Selvfølelse blev ikke
bøjet, men Lovlydigheden, hvorved det norske Folk saa
kjendelig udmerkede sig endnu langt frem i Unionsperioden, og som
var en Arv fra Rigets Velmagtsdage under indfødte Konger og
med en efter de Tiders Lejlighed ypperlig Retsforfatning, maatte
lide Skade ved den endeløse Række af fiendtlige Sammenstød
med Øvrighed og offentlige Funktionærer og ved Vanen til at
ta sig selv tilrette3. — Vi har ligeledes omtalt, hvorledes der
efterhaanden i sidste Halvdel af det 16de og første Halvdel af det
17de Aarhundrede indtraadte bedre, mere ordnede Tilstande, —
hvorledes Regjeringen allerede i dette Tidsrum udviste en Iver for
at holde de norske Bønder ved Lov og Ret, som neppe har noget
1 3 die Bel, S. 341—42.
2 3die Del, S. 334-3S.
3 Aschehoug, Slats/or/., -S’. 598 —99.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
