Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
205
Landboreformerne stødte paa adskillig Modstand inden de
privilegerede Herregaardsejeres Lejr og kunde ikke
gjennem-føres, uden at mange af denne formaaende Klasse troede sig
forurettet eller skadelidende. Men de afhjalp jo paa den anden
Side de Brøst, som alle oplyste og uegennyttige
Fædrelandsvenner længe havde været enig om at udpege som de værste
ved det danske Samfundsvæsen, og de modtoges inden det store
Publikum med almindelig Glæde eller endog Begeistring som
Indgangen til en ny og bedre Tid for det danske Folk.
Kronprinsen, Arvingen til Oldenborgernes Throne, stod i Spidsen for
den Styrelse, der havde gjennemført Reformerne, og det var
bekjendt om ham, at han fra første Færd havde stillet sig paa
Reformvennernes Side inden Regjeringen og udtalt sig med
megen Varme for Bondefrihedens Sag. Det var altsaa loyalt at
slutte sig til den samme Side. God gammeldags
arveundersaat-lig Devotion og den allermoderneste Friheds- og
Lighedsbegejst-ring gik for en Gangs*Skyld sammen og kunde gjensidig støtte
og styrke hinanden.
Den hos det danske Folk nedarvede og gjennem lange
Tider saa omhyggelig plejede og fordetmeste ogsaa saa aldeles
monstrøst udviklede Kjærlighed til Kongehuset havde iiængere
Tid havt ondt for at greje sig og finde den Næring, som den
behøvede eller begjærede. Den var ikke meget kræsen og
havde paa ingen Maade været vant til at stille store Fordringer
til de Personer, som det gjaldt at elske og tilbede; men
naturligvis var der en Grænse nedad, som endog den vægrede sig
eller undsaa sig ved at overskride. Medens Kristian VII stadig
omtaltes i de allerærbødigste Udtryk som Landsfaderen og
Herren, — den store, gode, vise, retfærdige, der holdt Statens
Ror i sin sterke Haand, — vidste alle og enhver, at han var
fuldkommen blødbjernet, aldeles ude af Stand til at tænke en
sammenhængende Tanke. Arveprins Frederik blev, ikke blot i den
latterlige Begeistringsrus umiddelbart efter Natten den 17de
Januar 1772, men ogsaa senere, saalænge han stod som den
nominelle Leder af Styrelsen, offentlig lovprist i de mest
svimlende Udtryk, medens det maatte være en velkjendt Ting, at
han i enhver Henseende var til det yderste ubetydelig, et
ligefrem Kræ. Afstanden mellem den officielle Navneværdi og de
virkelige Værdier var i disse Tilfælde saa iøjnefaldende, saa
umaadelig stor, at man ikke kunde andet end føie sig noget
uhyggelig tilmode derved, og, da man paa samme Tid ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
