Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
305
villig Tilslutning fra norsk Side. Vi har nævnt Gustav III.s
gjentagne Forsøg paa at sætte sig i Forbindelse med norske
Malkontenter. Det var dog først under og efter Krigen i 1808
og ved Thronfølger-Valget i 1809, at denne Tanke gjorde sig
gjeldende med nogen virkelig Styrke og blev et Hovedobjekt
for den svenske Politik. Sveriges udentvil mest begavede
Statsmand paa denne Tid, Georg Adlersparre, var dens ivrige,
enthu-siastiske Talsmand, og for ham stod Valget af Kristian August
til svensk Thronfølger næsten som enstydigt med dens
Realisation, idet han mente, at «naar man først har en Nations Hjerte,
saa følger Resten snart efter».1
Disse Forhaabninger fik nu en bråt Ende ved Prins
Kristian Augusts Død (28 Maj 1810). Men Tanken om at vinde
Norge blev ikke derfor opgit fra svensk Side. Det Tab Sverige
havde lidt ved Freden i Fredrikshamn (17 Septbr. 1809), da
hele Finland blev afstaaet, var saa stort og føltes saa dybt, at
svenske Patrioter næsten synes at ha opfattet det som et
Livs-vilkaar for sit Fædreland, at der blev bødet derpaa ad den ene
eller den anden Vej: enten saaledes, at Finland blev vundet
tilbage, eller saaledes, at man fik Norge til Vederlag. De fleste
foretrak, som naturligt var, det første Alternativ, og, da ved
Thronfølger-Valget efter Kristian August Stemmerne tilsidst
samledes om Bernadotte, var det ogsaa Hensynet dertil, der
øvede den afgjørende Indflydelse. Han, Napoleons Svoger og
Marschal, skulde hjælpe Sverige til en fransk Alliance, og med
ham i Spidsen og i Forbund med Frankrige skulde Svenskerne
faa Revanche over sin gamle Arvefiende mod Øst.
Karl Johan bestemte sig imidlertid, som man véd, efter
nogen Vakling for det andet Alternativ, og ved hans Politik,
der aldeles saa bort fra de nationale og alene tog Hensyn til
de geographiske og strategiske Forhold, blev Norge en af
Indsatserne i den store Verdenskamp, der udkjæmpedes i 1812—
1814. Paa den syntes det nu helt og holdent at skulle bero,
hvorledes Norge i Fremtiden skulde bli stillet. Og dermed
syntes det tillige givet, at dets Skjæbne maatte bli, enten at
fortsætte med at være, som hidtil, en Del af den danske
Helstat, eller at gaa over fra at staa under dansk til at staa under
svensk Styrelse. Enten sejrede Napoleon og blev Europas Herre
og Mester, og da maatte hans tro Forbundsfælle, Frederik VI.,
1 C. A. Adlersparre, 1809 och 1810, I. S. 190.
20 — J. E. Sars : Udsigt over den norske Historie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
