Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
348
og at der skabtes bedre Vilkaar for det nationale
Udviklingsarbejde. Selve Arbejdet derimod maatte det bli Folkets egen
Sag at udføre; deri kunde ingen Afkortning ske, derfra kunde
ikke den største Lykke dispensere. Friheden og
Selvstændigheden, saadan som den blev givet ved Grundlovs- og
Rigsakts-paragrapher, var for det første bare Former; det gjaldt nu
dernæst, at de blev tat i Brug og fik Indhold; Formerne selv
kunde Tilfældet skjænke, Evnen til at fylde og bruge dem
kunde derimod alene skabes ved en langsom og møjsom indre
Udvikling; var denne Evne ikke oparbejdet i tilstrækkelig Grad,
før Formerne blev givet, maatte det ske siden, hvis Formerne
skulde bli til nogen Nytte; at et Folk faar Friheden som Gave
eller for et billigt Kjøb, betyder kun, at det betaler bagefter,
hvad det har sluppet for at betale forud.
Begivenhederne 1807—1814, — den ene ødelæggende Krig
efter den anden, besluttet og begyndt af den danske Regjering
tilsyneladende uden nogen Tanke paa eller noget’Hensyn til
Norges Velfærd, og saa tilsidst, hvad der satte Kronen paa
Verket, Norges og det norske Folks Afstaaelse «med fuld
Eien-domsret» til den svenske Konge, — virkede naturligvis i høj
Grad til at stimulere Nordmændenes Særfølelse ligeoverfor
Danmark, til at skjærpe deres Blik for Modsætningen mellem de to
Lande i Hensyn paa politiske Interesser og Behov, og til at
skyve deres Sympathi for det gamle Tvillingrige tilside eller
lamslaa den for lange Tider. Jakob Aall, der var en af dem,
hos hvem denne Sympathi ogsaa efter Kielerfreden vedblev at
gjøre sig gjeldende med uformindsket Styrke, og som i en Tale,
han havde bestemt til Oplæsning i Rigsforsamlingen paa
Eidsvold, yttrede Ønske om at Norge atter maatte komme tilbage
i den gamle Statsforbindelse, tilstaar bagefter i sine
Erindringer1, at «det neppe havde været tilraadeligt at lade de Ord,
som angaa Gjenforeningen med Danmark, have været uforandret,
om Talen var bleven fremsat i Rigsforsamlingen». «Faa eller
ingen i Rigsforsamlingen ønskede eller tænkte paa en
Gjenforening med Danmark; tvertimod taltes stedse derom med
Modbydelighed. Forfatteren tænkte imidlertid dengang, som han
skrev, og følte sig dybt nedbøjet ved en Skilsmisse, hvorom han
havde andre Begreber end de fleste af hans Landsmænd». Det
stadfæstes ogsaa ved andre Vidnesbyrd2, at der allerede i 1814
1 S. 452 og 163.
2 Saaledes skriver Kristian Frederik i sin Dagbog under 17de Januar 1814:
«Biskop Bugge fra Throndhjem kom igaar og har spist til Middag hos mig;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
