Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
_
u å
ULF LARSEN 139
ste, for det Tilfældes Skyld at det værste skulde komme. Denne
Mand, denne Kaptain, er et Umenneske, en Djævel, og man kan
aldrig vide, hvad hans næste besynderlige Handling kan blive.
Jeg havde talt mig varm, men hun afbrød mig med et: »Naa
saadan!« Hendes Stemme lød træt og svag, og det var hende
en synlig Anstrængelse at bruge sine Tanker. Jeg kunde se,
at hun var lige ved at synke sammen. l
Hun kom ikke med flere Spørgsmaal, og jeg selv sagde
heller ikke mere, men tog for Alvor fat paa at udføre Ulf Larsens
Befaling: at gøre det hyggeligt for hende. Jeg puslede om hende
som nogen Husmoder, skaffede Badevand til hendes solbrændte
Ansigt og hentede en Flaske Portvin fra Ulf Larsens private
Beholdning samt gav Thomas Mugridge Ordre til at gøre den
ledige Kahyt i Stand.
Vinden tog hurtigt til. »Ghost« krængede mere og mere, og
paa det Tidspunkt, da Kahytten var i Stand, gik vi for frisk
Kuling. Jeg havde ganske glemt Leaches og Johnsons
Tilværelse, da det pludseligt som et Tordenskrald lød: »Baad ho!«
ned ad den aabne Kahytsnedgang. Det var Smokes let
kendelige Røst fra Mastetoppen. Jeg kastede et Blik paa Kvinden,
men hun havde lænet sig tilbage i Stolen, træt og med lukkede
Øjne. Jeg tænkte ikke, hun havde hørt noget, og jeg besluttede
mig til at forhindre, at hun skulde se den Brutalitet, som jeg
vidste vilde følge, naar Desertørerne var fangede. Hun skulde
have Lov til at sove.
Der lød hurtige Kommandoraab paa Dækket og Trampen
og Smælden af Tovværk, idet »Ghost« skød frem for Vinden
og lagde om paa den anden Bov. Ved Krængningen begyndte
Lænestolen at glide frem over Kahytsgulvet, men jeg gjorde
et Spring frem og kom lige tidsnok til at fri den redded Kvinde
fra at blive væltet.
Hun var alt for søvnig til at lægge nogen synderlig
Overraskelse for Dagen, men lod sig vaklende føre hen til Kahytten.
Mugridge grinede indsmigrende til mig, da jeg viste ham ud og
beordrede ham tilbage til Kabyssen, men han tog sin Hævn ved
at give Jægerne en glødende Beretning om, hvilken fortrinlig
»Damesiyrmand« jeg lod til at være.
Hun lænede sig tungt ind til mig, og jeg tror, hun var falden
i Søvn igen mellem Lænestolen og Kahytten. Hun næsten faldt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
