Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XXXV. Unge Hjerter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220
Da hørte Helene en underlig, klukkende Lyd.
Hun vendte sig og saa, at Frederikke var
aldeles rød i Ansigtet.
Helene tog hurtigt Armen til sig og vilde gaa.
Men Veninden holdt hende fast og sagde, stærkt
leende: »Plejemoder, sagde du Plejemoder! Ja, det
bliver du nok; du vil blive en ganske udmærket
Plejemoder; og jeg priser den Mand lykkelig, som du
faar under Behandling, du skovduftende og
elver-stænkte Plejemoder!«
Helene blev dødbleg.
Saa spurgte Frederikke alvorligt: »Tror du
virkelig, at du vil kunne finde dig i dette ensomme Liv
heroppe som Sygeplejerske?«
Helene svarede langsomt og bestemt, idet hun
lagde Haanden paa Hjertet: »Ja! — Jeg har herinde
bygget en stærk og fast Dæmning for min Ungdoms,
brusende Strømme.«
»Men — Dæmninger kan brydes!« sagde
Frederikke, idet hun omfavnede Helene og gik sin Vej.
Paa engang skinnede Solen. Det lysnede mer og
mer og lovede en herlig Dag.
Taagen jog nu som flygtende Skyer op over
Skovene og forsvandt helt.
Solen havde Herredømmet og brugte det mildt
og godt.
Nu kom Børnene ind i Haven.
Helene hørte, at de skændtes; og det begyndte
allerede at gaa over til Haandgribeligheder.
»Hvad er der i Vejen?« spurgte hun.
Brita havde taget fat i Knud, men slåp ham
igen, hvorefter han sagde: »Brita vil altid være den
stærkeste Kvinde i Verden; men næste Gang, han
bliver det, faar hun Bank af mig!«
Helene maatte mod sin Vilje smile ad denne
mis-forstaaede Iver.
— Hen paa Eftermiddagen sad hun oppe paa sin
Altan og saa ud over Skovene. I det samme hørtes
en gennemtrængende Piben.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
