Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 7. Lørdag 12. Februar 1898 - Martha: Breve - Fru Karin: Til Far og Mor! - Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
<<^
og til, Oddny. Det har vokset sig sterkt og godt og stal
holde ud gjennem Tiden, ikke sandt?
Tev vel!
O. 5. Brevet kom ikke afsted igaar. Umuligt at
modstaa Fristelsen til at fortælle dig lidt om „I’domms
ma3HU6", Troldenanden med Masten, som ingen kjender
eller ved hvorfra er, og hvis Kunster jeg sik se igaar i
«H.llianc6n«. Nogen Franskmand saa han slet ikke ud til
at være, den grovvokste Aarl, som talte flydende Franst.
vi sad der forbausede og saa det ene forunderligere end
det andet. Det var fine, nette Rumere, han viste os.
Tænk dig en Mængde deilig Bonbons paa et Glasfad,
baade Fad og Aonfekt frembragt af absolut ingenting.
Fadet blev sendt om i 3alen for at enhver kunde smage
og overbevise sig om, at det hele ikke bare var Tuft. Frem
af den traditionelle Hat sik han de yndigste smaa Buketter
af Roser, Violer og pensler, som blev omdelt blandt
publikum.
Aortene var slutningsnumeret, merkelige Aort, som
titslut ikke blev stort større end Frimerker. Gg Aort voksede
frem paa Manden baade fra Ajolecermer og Arave.
Aort plukkede han af Damernes Frisurer og Herrernes
Tommer. Allestedsfra. Hverken Ministre eller Direktsrer
gik fri. Vi morede os ypperlig, og übegribelig flink er
han, ikke bange for at gjore sine Aunststykker lige op i Folks
Gine. rsvoir!
eg er selv Mor, og som saadan foler jeg tilfulde,
hvilket svært Ansvar vi Msdre har, og hvilken
betydningsfuld og stor Vpgave det er at opdrage
j Vorn, — ikke mindst i vor nervsse, opslidende
og kappelystne Tid, da ingen vil staa tilbage,
hverken i den ene eller den anden Henseende. Thi med al
denne Aappestrid, nær sagt paa alle Gmraader, folger der
beklagelsesvis saa megen Humbug. Det er saa meget der
kun er til for at „synes"; man maa ikke blotte sig for
Udenverdenen, man maa ikke tænke og handle efter sin
Gverbevisning, man maa tage Hensyn til alle udenom,
kun ikke til den lille Areds indenom Dore, den lille Areds
som dog burde have de største Arav paa os, ogsaa hvad
Hensynerne angaar — nemlig Bornene. Derfor gaar og
saa saa mangen Ungdom ud i livet udrustede fra Hjemmet
med falske Ideer om livet og Verden og Menneskene.
Gg naar Reflektionerne saa engang vaagner i det unge
3>ind, finder man livet usandt og hult — det der glim
rede, som syntes godt, stort og attraaværdigt, var som
oftest bare skind. Gg her tror jeg Feilen ofte ligger
hos Forældrene. De drager Gmsorg for, at Bornene bi»
bringes en hel Del Aundskaber, at de er pent klædte, kom
mer med i selstabslivet osv., hvilket alt sammen er bra
nok, naar det ikke gaar paa Bekostning af Aandens og
Aarakterens Dannelse.
Det er sandt nok, at den bedste Arv du kan give dit
Varn er solide, gode Aundstaber; men du maa aldrig
glemme, at Hjertet ogsaa behover sin Uddannelse, og at
de Begreber om 3andhed og Ret, som bliver indpodet
Barnet, vil værne det mod mangen Fristelse senere i livet,
vil vise det den rette Vei, naar Afgjørelse stal tages, vil
vise hvad det stylder sine Gmgivelser, vil gjore det sterkt
Til Far og Mor!
Af Fru Karin.
Vin Martha.
UR?
i Rampens stund. Thi en crdel Avinde eller Mand
spørger ikke efter Rang eller 3>tcmd, men efter hvad der er
sandt, hvad der er retfærdigt.
hvor mangt et Varn tror f. Lks. ikke at staa over
sine Aamerater, fordi „Far holder hest", „Mor er i Låse
klubben", man holder store velstader hjemme etc. <Ln
dannet Mor burde her retlede sit Barn; men det er des»
værre saa mange Begreber om „Dannelse", og hjerte
dannelsen, den fornemste, mangler desvcerre saa ofte. Det
er jo aldeles ikke afgjort, at et luksurisst udstyret hjem
i ethist henseende staar høiere end et mindre luksurisst,
kanske et fattigt, prunklost hjem. Men denne Forstjel
maa tydeliggjøres for Barnet, saa det lærer at se 3ivet
sonr det er.
Jeg er vis paa, at mangen Mor med mig har faaet
det 3>psrgsmaal fra sin lille Oige, om ikke den og den
lille Aiges Far og Mor var „finere" end den og den,
fordi de var saa og saa flotte og fornemme. Men i saa.
dant Tilfcrlde gjcrlder det at give Barnet et førstandigt svar.
3cvr Barnet ikke at se ned paa nogen. Forehold
det, at det er hjertet, sindelaget, det kommer an paa, at
et Barn af god Familie ofte er blevet et forfaldent
subjekt, og omvendt, at et Barn fra mindre bemidlede
hjem er bleven lykkeligt og anseet, ogsaa i social hen»
seende.
Jeg kjender en Mor, der for en Vel Aar tilbage
flyttede paa Landet med sine smaa. Det første Barn, hendes
lille Oige traf derude, var en haandverkers Datter, et
ganske almindelig lidet Barn, men velopdragen og tcrkkelig.
Senere blev hun kjendt med forskjellige Born fra hvad
man kalder „bedre Familier". Disse „Bedremandsbørn"
førsøgte imidlertid at fortrcrnge den lille haandverksdattsl.
De syntes, hun stod saa langt under dem og forlangte af
sin nye Veninde, at hun skulde stille sig af med hende.
Fruen opmuntrede imidlertid sin lille Datter til at være
tro mod sin første veninde paa s>tedet, men tillige at være
artig og venlig ogsaa mod de andre Zmaapiger. En Dag
blev haandverkerens Datter buden op til sin veninde, og
begge de to smaapiger morede sig en stund ude paa den
aabne veranda. Da blev husets Frue, som sad indenfor,
pludselig opmerksom paa, at det med engang blev saa
blikstille udenfor, hun gik derud og fandt til sin For
undring begge 3maapiger liggende fiade paa Bcenken
ganske stille.
(Forts.)
Nanna Thrane: Nær Midnat. Ln Akt og fem Skisser.
Med Titelbillede af Olaf Gulbransson. Pris Kr. 0.?5. Aktiebolaget
Viglers Forlag. Kristiania.
Atter nogen Vlade af Livets store Saga — af Menneskelivet
slig som det arter sig i os og udenom os i al sin Gloede og al sin
Smerte. Ja, lcrgger vi Vret rigtig nær til, saa er det nok Smerten,
Skuffelsen, Klagen over al den Uretfærdighed der herffer i verden
som raaber høiest, og som dirrer mod os ved Slutningen af hver
af de smaa Skisser. Vet er den vi horer, naar Viakonissen i „Nær
Midnat" bliver sat til at vasse Varnet til den Mand som engang
forlod hende for en anden. Vet er den man hører, naar „Moderen"
frivillig maa give sit Varn over i andres Hænder og bliver jaget
bort som en ’Hund, naar hun stjcrler sig til et Glimt af det, og
det er den man hører, naar „Tilly" ler over at hendes „høieste
Gnske" er gaat i Opfyldelse. Men Glæden er der ogsaa, blot som
enkelte Glimt rigtignok, der her og der blaffer op for snart igjen
at slukne, men den formaar dog at efterlade en Lysstribe der lyser
lidt op i det tunge Msrke som hcvnger over vore Hoder, naar det
nærmer sig „Midnat".
Ve smaa Skisser er meget fint tegnet; de er Oiebliksfotografier,
taget under Livets vekslende Gang og gjengivende Menneskene,
saaledes som kun den kan gjengive dem der har et aabent Ore for
alle Livets Mislyd og skjsnne Toner. —
Litcratur.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
