Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 22. Lørdag 28. Mai 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Døden frygter jeg ikke jeg er fcerdig til at mode den og
vilde gisre det med snil paa Lceben – hvis jeg ikke
havde dig!
— Jeg vil do med dig Filipp, hviskede hun.
— Nei, nei, det vilde være en Forbrydelse og lægge
en tung skyld vaa mig. Gg hvorfor skulde du do? Naar
den første smerte er forbi, vil det forekomme dig som
om jeg igjen var hos dig! Mit Billede vil folge dig,
og aldrig nogensinde vil en skygge førstyrre vor Ajærlig
hed, saaledes som det saa ofte kan hcende t Livet. Døden
er ingen Død for Ajærligheden, Luisa, og jo længere du
lever, desto længere lever ogsaa jeg, for min sjæl vil
blive i din.
222
Hun saa vaa ham, og hendes taarefyldte Gine straalte.
— G Filipp, hvis Dronningen Horte dig tale saaledes,
mon hun da vilde holde dig for en Forbryder!
— Jeg har begaat en Forbrydelse, svarte han. Dom
men er vistnok streng; men den er ikke uretfcerdig. Jeg
skulde kun have tilbageslaat Angrebet; men jeg blev ra
sende og gjennemborede Manden. Maaste Dronningen
vilde være mildere, hvis den drcebte ikke havde tilhsrt en
gammel svcnst Adelsfamilie. Jeg er Udlænding, og en
Udlænding er ikke velset her; den svenske Adel er herstesyg
og elsker ikke Kristina; var hun ikke Gustav Adolfs Datter,
vilde de neppe bøie sig for hende. Hun er for klog til
ikke at forståa dette, og naar Lovens fulde strenghed træffer
mig, er jeg kanske kun et Gffer for Ttatsklogten.
— Du er altfor god Filipp, sagde Donna Luisa ivrig.
Du vil enddog førsvare denne hjertelsse Avinde! Men
jeg skal hcevne dig! Ja jeg vil leve for at redde din
Ære, du gode, kjære Mand, og straffe dem som har
førsyndet sig mod dig.
Roche Talmont forte igjen hendes Haand til sine Læber.
— Jeg tror vi begge ffal leve, og at det vil lykkes mig
engang at lose alle Gaader. Ln indre stemme siger mig,
at jeg vil blive benaadet. Aristina er ikke hjertelss, jeg
kan ikke tro det. <3n Avinde der som hun strceber efter
det høieste, kan ikke være det Men hun er ledet vild ved
sin Gpdragelse, af sine Gmgivelser, af sin ALrgjerrighed;
hun vil være sin store Far en værdig Datter eller rettere :
en værdig son. Hun vil i et og alt være som en Mand,
og førstaar ikke at der gives noget høiere end det at være
Mand, nemlig: at være Menneske. Hun har en dunkel
Fslelse af at det maa være herligt at kjende Verden og
ved fin Aand beherste Menneskene; men hun forveksler
Aundstab og Lærdom. Det er besynderligt ... jeg er
ikke mange Aar celdre end hende . . . men jeg kunde
have Lyst til at være hendes Lærer! Jeg vilde fore hende
bort fra Bogstsvet og ud blandt Menneskene, fra Herda»
rierne ud i Vaaren, og jeg vilde . . . aa, hun stulde havt
en Lærer som kunde gjort delte ! Man stulde have vist
hende Naturen i selve Naturen, og lært hende at kjende
Mennesket ude blandt Menneskene, ikke i Fortidens stov
og i de gamle Folianter. Luisa — det er synd paa
denne Dronning ! — Tynd paa hende som paa saa mange
gode Evner der kastes omkring ude i Verden, uden at
finde noget Tted hvor de kan slaa Rod og bcere Frugt !
— Du forbauses over mine Gro, Luisa? Ja, ogsaa jeg
forbauses over at man kan lære saa meget af Livet.
— Jeg er bare forbauset over at du interesserer dig
saa meget for denne Dronning, afbrsd Donna Luisa ham.
Men hun har rigtignok saa vakre blaa Gine og saa
smukt et Ansigt, at man har vanstelig for at tro, at der
kan findes saa ondt et Tind hos hende.
I dette Gieblik blev Laasen dreiet om, og Doren
aabnedes for Dagten og to Tjenere, som bar ind Aurve
fulde af Mad og Vin. Vordet blev dækket og de to igjen
ladt alene.
URD
— Det ser jo ganske hyggelig ud, sagde Roche Tal
mont spogende. Vi vil tage det som et Tegn paa, at
Dronningen er blevet mig gunstig stemt. Rom, min kjce
reste, du kan trcenge noget at styrke dig paa!
Donna Luisa vilde ikke smage noget; men Marquisen
viste sig saa munter og fornsiet og stelte saa om hende,
at hun ikke ncennede at vise tilbage den første Vid han
rakte hende. Tnart fik han hende ved Bsnner og Ajær
tegn til at smage paa Vinen. De staalte med hinanden
og spiste, mens han spogende mindede hende om deres
første Mode og hvorledes de senere ved tusinde smaa j)aa
fund fandt Anledning til at sees. Tvcermerist stirrede hun
ind i det kjcekke, freidige Ansigt, Rsdenen vendte tilbage
i hendes Rinder og Glæden straalte ud af hendes An
sigt. Men pludselig — da han et Gieblik taug — ry
stede hun som af en Febergysen, hun blegnede og stjsv
Bordet heftig bort. Hulkende kastede hun sig om Roche
Talmonts Hals og trykkede Hodet heftig mod hans Bryst.
— Aa Filipp, de vil myrde dig, stsnnede hun, men
de stal drcebe mig ogsaa, jeg vil do med dig! Jeg er
din og slipper dig ikke; hvor du gaar, folger jeg. Nei,
nei . . endnu ikke . . gaa endnu ikke ... bliv hos mig !
Tre Dage har hun givet os, endnu faar vi leve, aa Filipp,
kys mig; kys mig, Filipp, vi lever jo endnu!
Han tog hsndes Hode mellem sine Hænder, kyssede
hende inderlig, strog hende kjærtegnende over Aande og
skuldre, drog hende ned paa sit Fang og tilhvistede hende
trøstende Grd, som naar man vil berolige et sygt Barn.
Fuld af den inderligste Gmhed smog hun sig ind til ham,
og mens hun lyttede til hans Grd og scenkede sit Blik
dybt i hans faldt der Ro over hende. Vlsdt og stille sagde
hun: Nu vil jeg gjerne do, Filipp — do her!
— Du stal ikke do, men du stal sove, sagde han
kjærlig. Du er trcet, det har været for meget for dig.
Aom, lceg dig her og hvil dig lidt.
— Alt hvad du vil, Filipp.
Han tog hende i sine Arme og bar hende som et
Barn bort til den simple Teng som stod i den lille Nische.
Her lagde han hende ned, ordnede Hovedpuden og bredie
det graa Uldtceppe over hende.
Hun smilte til ham og berørte hans Hacmd med
sine Læber.
— Tcet dig hos mig, Filipp!
Han stillede en Ttol ved Tiden af Tengen og tog Oplads.
Hendes Hænder omklamrede hans hsire, og med den venstre
strog han smt over hendes sorte Lokker. Tnart stumrede
hun ind. Han blev siddende urorlig og stirre paa hende;
hans Trcek blev starpere og starpere, eftersom Udtrykket
blev alvorligere, det saa ud som om han var mange Aar
celdre. Næsten en Time sad han saaledes, og næsten en
Time sad Dronningen i sit hemmelige Tkjul og saa ufra
vendt ind i hans Ansigt.
pludselig vaagnede Donna Luisa. Forstrækket og
forvirret stirrede hun paa Roche Talmont; han forte
hendes Haand cerbodig til sine Læber, da huskede hun
hvad der var steet. Men atter førstrækkedes hun, da
Værelset fyldtes med et rodligt Lys.
— Hvad er det? raabte hun og sprang op, er det Ild?
— Det er solnedgangen, svarte han og saa ud af
Vinduet. Tolen gaar ned, Luisa, og vi maa stilles til
imorgen.
Hun strog Haanden over Ginene og saa bestyrtet
paa ham.
(Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
