Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 37. Lørdag 10. September 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
376
(som hun nu har serveret daglig snart i H Maaneder) er
det klareste Bevis paa, at Manden er tzodet i denne verden.
Avinden er Fslelsen, derfor gaar hun hen og pleier
den:, som Manden styder. — „Ran du lcrgge Eg?" sa
Honen til Gutten. „Aan du affyre en Aanon?" siger
Manden til Avinden. Desuden siger Vivian : „Det
ligger i Kvindens Natur at ville eller emske at ville se op
til Manden. Aan hun ikke det, saa foler hun sig ilde og
urolig derved."
Med Hensyn til, hvem der stal have Ret, da er dette
en vanstelig sag at afgjore. — Den dummeste burde jo
altid give efter, fordi han (eller hun) er dum. Gg den
klogeste burde give efter, fordi han (eller hun) er klog.
Men naar ved en om sig selv, at han er dum? Gg
ved han det, da er han jo ikke lamgere dum. 5e til at
faa indfort den 3ov, at Manden og Avinden stal have
Ret hver sin Gang.
G, alt det snak om, hvem der stal være storst og
først af Manden og Avinden! Det kommer ikke det
mindste Gran an paa det, men hvem der er bedst, som
Menneske. 3ad dem kappes om det I Det vilde blive en
vceddekamp, som bar Frugter. — s>er De, mine Damer,
jeg kan not have mine Meninger, jeg med, — om jeg
nu ikke kommer saa pyntelig frem med dem.
Deres hengivne
Uelly.
Crawfordswille August
fterat have læst alle Besvarelserne paa f)rcemie°
opgaven, der lige fra 25de Juni har staaet i
Veres crrede Blad, har jeg rigtig folt mig meget
beklemt mangen Gang. Jeg er nemlig en forlovet
Oige, og tænker med Alvor paa at ville blive
en god Hustru for min Mand. Men jeg maa
sige, at efter alle de Raad at domme som nu er givne,
og hvori saa mange i Grunden var temmelig enige, om
de end varierede Themact i lidt forskjellige Grdelag, saa
er det en noksaa betænkelig sag at gaa hen og tage den
Gpgave op at blive Hustru og Husmoder. — Det falder
naturligvis ikke nogen ung Aige ind andet, end at hun
altid vil soge at gjore Hjemmet lyst, hyggeligt og godt
for sin elskede Mand. Hvorfor stiller man da alle disse
betænkelige Miner op, som om der stod en Busemand i
hver Arog og hviskede: „Gud hjælpe dig, nu kommer
„Far fjol", vær nu paa din Oost — ellers faar du!"
)Taar jeg ser paa min kjære, venlige Gtto, saa kan
jeg da umulig tro, at han skulde forvandles til en saa
fordringsfuld Mand ved at faa mig i Huset, at jeg stadig
stulde studere paa, hvorledes jeg nu burde gjore for at
stille ham tilfreds.
Ver maa stikke noget under, som jeg ikke ved; vi
maa sikkert ved A3gtestabet komme under Forvandlingens
3ov.
Jeg sik igaar et Brev fra min forlovede, som jeg
har stor tyst til at aabenbare lidt af. Det kan jo siet
ikke stade nogen, men kanste trøste enkelte opstrcemte Aige
børn en lille 5>mule.
Der staar blandt andet:
„Jeg sinder det siet ikke det mindste underligt, min
Aabent Brev til „Urd".
URV
kjære Doris, at du er crngstelig ved de mange Betingelser
man stiller op for den, der stal blive en god Hustru. Jeg
vil ikke sige andet, end at vi Mcrnd vanstelig kan sætte
os ind i, hvor mange smaa Ting der virkelig er store
Ting i Avindens Arbeide i Hjemmet. Alen min egen
Oige, du kan da begribe, at enhver dannet Mand, der
virkelig oprigtig elsker sin Hustru, helst vil dele baade
hendes Horger og Glæder med hende, og at den umiddelbare
Hengivelse i alt uvilkaarlig virker saaledes paa Forholdet,
at man gaar til hinanden med smaat og stort. Jeg
taler ikke her om de slette Mennesker, de studerer saamen
ikke dette Thema i det hele, men om dem, der har et cedelt
Gnste om at bringe 3ykken med sig til Hjemmet. Der
maa vi værc lige, min Ven, lige i Rettigheder og lige
i 3on. Aom du med dit klare smil, dit aabne sind,
din Ajærlighed, din Trostab, og du stal se, at vi to nok
stal klare Braserne".
Efter dette burde jeg jo tro, at det ikke stulde være
saa førstrækkelig vansteligt at gjore det godt i Hjemmet,
men jeg er alligevel rigtig glad over, at det nu ikke er
mere end hoist to kordage til, da man i „Urd" kan svinge
Tugtens svsbe over alle os giftefærdige Udydsmonstre.
Men en Ting vil jeg da faa 3ov at sige Lder, mine
kjære Medsostre, og det er, at I endelig maa se Lder for,
at I faar saadan en ekstra brav Mand som min Gtto,
som ikke bare vil tage en Trediedel for sin Oart af alle
Viderværdighederne, men som tænker at tage en stor
Halvpart paa sig, og som ikke lober fra Eder, om j)o»
teterne blev lidt kolde en Middag midt i Tyltetiden.
Vare jeg nu var vis paa, at der ikke var nogen
mærkelige „Abere" ved ALgtestabet alligevel!
Z.
Hjemmet: — Mand og Vsrn! Ja der var alle „Mamma"s
stjonneste vigedromme! „Mamma"s mest svimlende Idealisme
randede der — særlig i Forlovelsesdagene; og alt og alle var natur
ligvis guddommelig greit og yndigt I — — — —
saa kommer d.i virkeligheden, vappa, Mamma og Bornene:
Hjemmet — meget menneskeligt naturligvis — og gjor „Mamma"
baade rod og bleg. — — — Vg hun velsignes med en Masse vel
mente, prcegtige og praktiske Raad, Regler, „Oplysninger" af slcegt
og venner m. m. selv foler hun sin stilling rent individuelt og
væruer derom.
Han ser og foler „det vrange og skakke og alt som er saart og
hvast". —
Dog glemmer hun aldrig at holde fast, aa saa fast, paa Fak
torerne, de evig unge og sterke Ujcemper — i sine vigedromme:
Troen, Haabet og Ujærligheden I
Hvordan Kun vi Avinder paa bedste Maade gjore
Hjemmet lyst, hyggeligt og godt for vore
„Hustrueu gaar der saa stille, saa lys og saa fager, —
med Vmhu hun steller og ordner og lager. —
Ven Mand, hun skjceukte si, Tro og sit Hjerte,
førsger hun Gloeden og lindrer hans Tmerte.
Naar hjem ifra Livskampen nedtrykt han kommer,
hun aabner ham Doren til 5ol!?in og sommer.
Vm Modgangen saarer, og Hjeriet hans blsder,
saa ved han, hans Hustru med LcrgedoM moder.
Naar atter paany han i livsstriden iler,
hun vaager og beder og græder og smiler —.
Vg — hvis han fairdes paa vildsomme Stier,
hun lamges og værner og beder og bier —
<Vg — Hjemmet og Vsrnene vokser og trives,
thi — Ajærlighed villigt for Ajærlighed gives".
Mamd og vore Hlorn?
XXII.
(Fra Nordenanden — lidt foraudrct).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
