Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 42. Lørdag 15. Oktober 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
420
Ajendffab til fremmede Tandes Titeratur, scerlig den tyffe,
ja det lader næsten til, at hun ogsaa har kunnet en Tmule
Tatin. Tit Modersmaal i Vers og Orosa behandlede
hun med en sjelden Fcerdighed, saa hun i dette Fag maa
have modtaget en fortræffelig Undervisning ; hendes Haand»
ffrift er ualmindelig smuk.
) Attenaarsalderen blev Dorothea trolovet med sin
Faders Aapellan og senere Eftermand, Magister Ambro
sius Hardenbech, der var Ton af Grganisten ved den tyffe
Airke i Bergen, hendes forlovede var udrustet med rige
Evner og havde studeret med Flid i mange Aar baade i
Rostock og Ajobenhavn. Deres Bryllup stod paa Bergens
Raadhus Gktober Hardenbech er en af de
stjønneste jDræsteffikkelser, den norske Airke eier i denne
Tid. Han udenerkede sig ved Tcerdom og Gudsfrygt, var
en sjelden samvittighedsfuld Ticelessrger og en saa dygtig
Arædikant, at hans Taler horer til det bedste,
den norske Orædikenliteratur paa den Tid kan opvise.
A3gteffabet med Dorothea Engelbrektsdatter blev velsignet
med 9 Born, 5 Nonner og H Dotre. „I sit ALgteffab",
siger Bistop )Tils Randulf, „levede de sammen som et
Tiv og sn Tjæl, fredeligen og kjærligen". Hun omtales
af sin Mand som en trofast og kjærlig A3gtefcelle; i lige
saa elskelige Trcek ffildrer Bornens hende som Mor, og
af hendes skrifter fremlyser, ai HM var en sjelden from
og cedel Avinde. At hun tillige var meget dygtig i finere
kvindelige Haandarbeider sees af den Brystsmekke og Hue,
som i Bergens Museum gjemmes som Minder om hende;
de er begge prydede med smukke Broderier paa hvidt Vom
uldstoi. Vet er ogsaa sandsynligt, at hun selv har for«
pragtfulde Alterklæde, som hun forcerede Tt.
Isrgens Airke i Bergen. Til sin Familie var hun knyttet
med den inderligste Ajærlighed. Men Dødens kolde Haand
kom og rovede den ene efter den anden af hendes kjære.
Tre af Tonnerne og alle Dotrene dode i en ung Alder;
derefter mistede hun i IFB3 sin kjcrre Mand, efter at de
havde levet sammen i omkring Aar. Hun havde dog
Nonnerne Engelbrekt og Tucas i Tive, men i 1,696 siger hun :
Disse tunge Tlag havde dog sin velsignede Virkning.
Trængselen modnede hendes Aristenliv og lssnede hendes
Tunge til Tang. Hun udgav 1,678 for første Gang sit:
„Tjælens Tang-Gffer". Tiden blev det foroget med fiere
Tillceg og er trykt i mangfoldige Gplag lige ned til vore
Dage; det vandt slig yndest og blev saa flittig brugt, at
de celdste Udgaver bogstavelig er opslidte. ) „Tang-Vfferet"
findes hendes bedste Tange, men enddog i de celdste af dem
spores den livstrætte Mathed og den gribende Himmel
længsel, som er saa eiendommelig for hendes Digtning.
Glædens korte Tolglimt, lykkens Ustadighed, Jordelivets
Forkrcenkelighed og den Ve og dybe Tmerte, der folger
Menneffet fra Vuggen til Graven, besynger hun med
Forkjærlighed og af egen rige Erfaring. Hun ser dog
alt i Guds Grds Tys og glemmer aldrig under Aorset
at se dets Nytte og Velsignelse. Te salmerne af hende
i Tandstads Airkebog: „Verdens Grken mork og taaget",
„Jeg er en Fremmed her i Tandet", „Raar Verden med
sin Glæde sviger" og den bekjendte Aftensang: „Dagen
viger og gaar bort". Aaa enkelte Tteder mærker man,
at hun ikke er uden Telvfolelse. Dette kommer ogsaa frem
i et Vers, som hun med egen Hacmd har ffrevet foran i
et Eksemplar af sine acmdelige Tange, som hun forcerede
Aongen. Den oprigtige Bods Toner lyder dog ogsaa
rent og klart i hendes Tange, paa samme Tid som de er
gjennemtrcengte af en evangelisk Acmd. Hendes „Andceg«
tige Taare-Gffer for bodfcerdige Tyndere" udkom første
Gang og ofte senere; det er et svagt Arbeide og
„Den blege Vod har med sin Mordergnaven
kuldkastet Mand og Vsrn, til alle faldt i Graven .
URD
kun en Omskrivning paa Vers af Oresten Oeder Mollers
Andagtsbog: „Trost» og Taarekilde". Endelig udgav
hunsit„Aristelige valet fra verden"(l,69B) og sin „Tigsang".
Det er ikke sandsynligt, at hendes store samtidige
Aingo har ovet nogen Indfiydelse paa hendes Tange; thi
de bedste er skrevne for „Tjunge-Aoret" udkom. Te Joa
kim Aaaes Vers foran i „Tang-Gfferet". Rimeligere er
det, at de store tyffe Talmedigtere fra første Halvdel af
det Aarhundrede har været hendes Tceremestere; den
korrekte Versbygning og tildels Aanden og Tonen i dem
tyder paa en Aacwirkning fra den Aant. Tamfcerdselen
mellem Tyskland og Bergen var ogsaa, som antydet,
meget livlig.
Hun stod i Forbindelse med sin Tids store Mænd.
Hun fik Ærevers ikke alene fra Biskop Nils Randulf og
f)eder Tyv, men ogsaa fra Thomas Aingo. Med jetter
Dass og andre vekslede hun kvikke Rimbreve. Uagtet de
af og til kan være platte, saa bcerer de dog ogsaa paa
sine Tteder Vidnesbyrd om, at hun eiede den acmdelige
Tivlighed og det Tune, som saa mange Bergensere synes
at have faaet i Vuggegave. Fra hendes senere Teveaar
haves kun sparsomme Oplysninger. Vinteren IMH— BS
gjcestede hun Ajøbenhavn. Da traf hun engang hos
Hoiesteretsassessor Tchsller sammen med Aingo. I dette
Tag skulde man som scedvanlig rime ved Bordet, og den
beromte Talmedigter, der sad ved Tiden af Dorothea, be
gyndte, idet han paa staaende Fod digtede og fremsagde
folgende Tinjer:
„Jeg havde rimet nær, men vidste ikke hvad,
For Mesterinden mig saa nær ved Armen sad".
Dorothea svarede straks:
Uagtet disse Ttrofer neppe engang kan siges at være
jevn Arosa, saa gik de alligevel fra Mund til Mund et
helt Aarhundrede og omtaltes baade med Ros og Beundring.
Med Undtagelse af denne Reise, der bragte Glæde
og Afveksling for den provede Enke, var Tivet stilleog ensomt.
Hun hensov gammel og mcet af Dage den I,9de
Februar beundret og hcedret af sin Tamtid.
X.
Der har været Sommer —
„V magelos poet! du kald mig ikke saa,
At du min Mester er, al verden stjønner paa"
Der har varet 3ommer,
kun ganske kort;
den kom som et smil, der
straks dode bort!
Vog bedre en 3ommer,
hvor kort den er,
end bare ha’ vinter
med Ruldeskjcrr!
For solen, den traf jo
lidt paa sin vei,
som trods evig Kulde
mer fryser ei!
Vet spirer og gronner,
til frem en Vag
sig styder mod Lyset
en Plante svag.
Men vokse vil vlanten,
bli kraftig, stor;
thi Evighedsfroet
i tivet bor! Vhs.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
