Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 12. Lørdag 25. Mars 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
urd
1(115
— Det skal du ikke sige, Hermann. De andre bliver dog
igrunden altid Mænd. Borttager man imidlertid den ydre Glans
fra en saadan Pariserudgave, saa bliver intet tilbage, ingen
Karakter, intet Hjerte, ingen Kjærlighed, idethøieste nogen
Forfængelighed og Fornøielsessyge. Lore pludrede alt dette paa sin
lette Maade, mens hun fyldte Kopperne og gav Tjeneren en Ordre.
Imens fulgte Hermanns Blik hendes smidige Bevægelser.
Forunderlig, hvor hun endnu godt forstod at pludre væk! Alt
passede sammen — Mørkningens dæmpede Lys, selv hendes
Toilette, som s3’ntes forfærdiget for en Sladdretime mellem gode
Bekjendte; ikke netop elegant, men dog nok omhyggelig for at
erindre den Besøgende om, at han befandt sig i Selskab med en
Dame der hørte til den store Verden.
Nu satte hun sig ned paa Hug foran Kaminen og lagde
nogle Brændestj’kker paa Ilden. — Hvor herligt! Endelig atter
en tysk Vinter og et vel opvarmet Værelse med en god Ovn,
der tillige tillader os at drømme ved en Kaminild! Føler du
dig vel, Hermann? Og idet hun gned Hænderne mod hinanden,
kom hun tilbage og satte sig ligeoverfor ham.
— Udmerket, var kun hans Svar.
Hun lo fornøiet. — Saaledes kunde ingen Franskmand have
sagt det.
— Fortæl mig nu Lore om eders Liv i Paris! Du fortalte
mig aldrig noget herom i Weynitz.
— Igrunden var det skrækkeligt. Overalt hvor man
opdagede at vi vare tyske, saa vi blot mørke Ansigter. Det kan gjerne
være at der gaves hyggelige Familier i Paris ogsaa; men jeg
kunde aldrig føie mig hjemme der. Men hvad hjalp det? Efter
Brunos Ønske tvang jeg mig til at leve mig ind i de uvante
Forhold. Bruno var henrykt over Paris; du kjender jo hans
Dygtighed selv overfor en Modstander at kunne føre en ivrig
Samtale, idet han undgaar alle farlige Klipper.
Hun gjorde en Pause, som ventede hun et Svar; men
hendes Tilhører blev siddende ubevægelig og" stum, og hævede ikke
engang Blikket fra Mønstret i Teppet.
— Jeg var meget alene i den første Tid. Saa blev vort lille
Barn født, og senere vænnede jeg mig til ikke at have noget Hjem
blandt de Franske og gik hver Aften ud med eller uden Bruno.
Hun taug atter, mens hans Øine hvilte paa hende med et
Blik som den der tager Afsked med et kjært Hjem, hvor han
har været lykkelig.
— Fandt du ingen Venner, Lore?
Hendes hvide Fingre gled langsomt henover de glinsende,
ligesom polerte Blade af et Gummitræ der stod ved hendes Side.
— Ikke som jeg ved! Eller maaske dog! Jeg havde en
Skygge, men ingen uvirkelig, nei, en Skygge af Kjød og Blod
men han følger ligesaa vedholdende som Lysets mørke Bror. Se
ikke saaledes paa mig Hermann, du ser ud som om du ventede
at høre en pikant Pariser-Roman! Min Skygge kalder sig Fyrst
Nicolai Sarchentiwitsch, russisk Durchlaucht med et Navn
som var umulig at udtale, hvorfor han af gode Bekjendte
blev kaldt Fyrst Sissi. Indtil sit tyvende Aar opvokset paa
Steppen mellem Kosakker, derpaa pludselig fordrevet til de store
Stæder Petersburgs, Wiens og Paris’ Drivhusluft, er han en
Fjerdedel Barn, en Fjerdedel Barbar og Halvdelen en Sværmer.
Han er Forfatter, laver Vers, skriver Steppenoveller, som
sluges af Pariserdamerne, og taler Tysk som sit Modersmaal.
Kort sagt, han er et Menneske som er vanskelig at beskrive.
— Altsaa hvad man kalder en god Romanfigur?
— Nei, det ikke. Han er intet Dusinmenneske. Meget rig
ved han ikke hvad han skal gjøre med sine Penge. Hemmelig
giver han en Betler hundrede Rubler, glemmer at spise en hel
Dag, tygger en Brødskorpe om Aftenen og indtager
næste Dag tre Middage efter hinanden. Han havde kun været
nogle Dage i Paris da jeg lærte ham at kjende i et større
Selskab. Hans Person faldt mig i Øinene, mens han i lang Tid
stod lænet mod Dørstolpen med et halvt naivt, halvt spottende
Smil om Læberne. Hans store, graa, melankalske Øine gled^skjø-
desløst henover Menneskevrimlen. Han interesserte mig, derfor
spurte jeg Bruno om hans Navn. — O, du mener Fyrst Sissi?
sagde han, det er en god Bekjendt af mig! Kort efter stod han
foran mig med en daddelfri Bøining og en fransk Høflighed
paa Læberne. Hvorfor stod han saa alvorlig lænet mod
Dørstolpen? Var han endnu ukjendt her? spurte jeg ham. — Har
De bemerket det, naadige Frue? spurte han tilbage. Det var
næsten uopdragent; men man kunde ikke tage hain noget ilde
op. Jeg indbød ham til at tage Plads ved Siden af mig, og efter
et Kvarters Tid var vi de bedste Venner, fordi — nuvel fordi
jeg spurte efter hans Mor, som han aldrig havde kjendt. Jeg
var det første Menneske som deltagende havde spurt efter hende.
Nuvel, og siden blev jeg aldrig fri for ham. Bruno fandt ikke
noget galt i vor Omgang, uagtet vi her og der gav Sladderen
noget "at gjøre. Da vi for nogle Maaneder siden tog Afsked,
saa han ud som en Gut der efter Ferien atter bliver sendt i
Skole. Jeg har befalt ham at lade to Aar gaa hen uden at se
mig, men han har ikke lovet det, og jeg frygter for at min Sk}rgge
med Tartaransigtet om kort eller længe vil melde sig.
Hun taug eftertænksom, og Hermann kastede et sky Blik
over paa hende. Lores lette Maade at sladre paa, og saa denne
Russer! Haus tyske Hjerne kunde ikke saa hurtig fatte dette.
— Men nu nok om mig, Hermann! Hvad foretager du dig
egentlig? Krigshistorie? Er det ikke forfærdelig kjedeligt for
den der med Sabel i Haand har hjulpet til at frembringe den ?
Vil du deltage i Selskabeligheden her?
Hermann dreiede langsomt Cigaren mellem Pege- og
Tommelfinger.
— Jeg maa vel, især da jeg nu er blevet forsat til et
Garderegimente.
— Ah ! Maa man lykønske dig hertil ?
— Det ansees for en Udmerkelse, men mig paalæggcr den
kun Pligter. Jeg hader enhver Art større Selskabelighed. Med
Is fordærver man Maven og med Taler Hode og Hjerte.
— Hvilken af de to Ting sætter du mest Pris paa?
Han trak paa Skuldrene. — En fordærvet Mave lader sig
kurere i Kissingen; men jeg har aldrig hørt tale om Kurstæder
for udslidte Hoder.
— Aa jo! Undertiden en stor Lidenskab.
— Til en Kvinde?
— Ja!
Det var blevet temmelig mørkt, og Hermann kunde ikke
længer se hendes Ansigt.
— Jeg har bestandig liørt at forelskede Mænd er endnu
mere utilregnelige end det største Dumhode.
— Men ikke mere hjerteløs.
Hermann taug, da han intet havde at svare......
— Har du aldrig truffet en ung Pige som har interessert dig?
— Nei aldrig. Uden en Luftskikkelse under min
Gymnasietid. Han forsøgte øiensynlig at anslaa en spøgende Tone,
men Lore gjorde en afværgende Bevægelse med Haanden. Han
kjendte denne hendes Vane, som hun allerede havde som Barn,
naar man ikke vilde høre alvorlig paa hende. Hans hele Væsen
og den Maade paa hvilken han forsætlig undveg hendes
Spørsmaal, opirrede hende. Der opsteg et ubetvingeligt Ønske hos
hende om at kunne kaste et Blik ind i denne Mands Hjerte.
Hun tænkte paa deres sidste Samvær paa Weynitz, og tillige
fait hans underlige Opførsel dengang ved Afskeden før Felttoget
hende pludselig ind. Havde virkelig denne Mand engang følt
noget for hende? Havde han tænkt paa Legekameraten fra
Barneaarene paa en anden Maade end som en Søster?
(Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
