Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 22. Lørdag 3. Juni 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
221
Tror De ikke, jeg har set det paa Dem? . . . Han
er uforstaaende, stiv, kold —
Kj ers ti :
Jeg taaler ikke, at De nævner Edvard —
Rist:
Jeg ved, jeg har Ret. — —. Og jeg elsker Dig,
Kjersti, — elsker Dig — ikke med Kjærlighed, men
med Lidenskab, forstaar Du . . vildt, fortærende,
som et Rovdyr — (Kjersti viger bagover i Skræk)
Nei ... bli ikke bange. — Elskede — jeg skal ligge
for dine Fødder og vogte paa dine Øine og vide din
Villie før Du faar udtalt den. — Vi to er ét — (vil
omfavne hende.)
Kjersti: (farer tilbage)
De maa ikke, Rist! — Kom til Dem selv —
— Jeg mente det ikke saadan. — Vor Roman er
jo afsluttet for længe siden.
Rist: (ude af sig)
Hvorfor gjenoptog De deA da? Hvorfor?
Hvorfor vilde De følge mig — reise med mig,
skjønt De vidste, at jeg —
Kjersti:
Fordi jeg elsker —
Rist: (mod hende)
Kjersti!
Kjersti: (lidenskabeligt,
stigende)
— elsker . . elsker . . elsker — Edvard.
Rist: (vakler, med brudt
Stemme)
— Leg . . altsaa — —–De har tat mit
Liv. — Hele mit Liv. Fra først af. Der har aldrig
været andre i mit Liv end De. Mit Livs Indhold.
–Nu er Sagaen ude. Ja — der var ingen Saga.
Kj ersti:
Rist!
Rist: (koldt)
Undskyld. Jeg har ikke rigtig opfattet hvilken
Stilling, De havde tiltænkt mig . . . Forstaar ikke
Deres Mening med —
Kjer sti:
Aa, jeg er saa fortvilet . . . saa elendig . . Jeg
anede jo ikke, det ståk saa dybt —
Rist:
Nei, naturligvis. Hvor kunde De ane det? Jeg
har jo bare sagt Dem det — i Ord, før i Tiden. De
foretrak — ham. Vel. Men jeg forstod, han havde
Fiskeblod i Aarene, og at hans Følelse sad i Hodet,
ikke i Hjertet .... en Stenblok —
K j e r s t i:
Rist!
Rist:
— Fin Sten, Gudbevares. Medgives. Marmor
— gjerne det, om det kan tilfredsstille Dem. Men
De saa . . . De maatte se! . . . at der var en
anden Mand, der vogtede paa hvert af Deres Skridt .
. . var tilstede overalt, hvor De kom . . . som
regnede ud og glædede sig i Dagevis til at faa lægge
Kaaben om Deres Skuldre, efter Theatertid, eller by
Dem Armen hjemover fra Selskab. — Aa, — jeg
følte, som jeg var Deres egentlige, stille Beskytter i
Verden, — han var bare som et officielt Skildtfor
Dem. —
(Fort«.)
[-Ung-c/oms-
korre-spondan-een.-]
{+Ung-
c/oms-
korre-
spondan-
een.+}
Korrespondancen mellem norsk og svensk
Ungdom har vist sig at være en levedygtig Idé. Mellem
mange hundrede Børn paa begge Sider af Kjølen
paagaar der nu en livlig Brevveksling. Her i Norge
er der mest Smaapiger fra Kristiania, som deltar,
i Sverige er Provinsen sterkest repræsentert. Gutter
— ihvertfald norske — har holdt sig tilbage. De
er jo i Regelen mindre penneføre end Piger, og ligger
ikke for saapas uvirkelige Venskaber, som opstaar
mellem to, der aldrig har set hinanden. Men
Pigerne har hat stor Glæde af Brevvekslingen. Efter
de første, prøvende, forlegne Epistler med
Antydninger til „De" og „Frøken" — |de Smaadamer er
som Regel mellem 12 og 16 Aar — følger
fortroligere Udveksling, og snart er de indi hverandres
Familieliv, Sorger og Glæder i og udenfor „Skolen".
En vakker Dag kommer et Fotografi, ofte kanske
en Skuffelse, men dog en levende Illustration til den
Tekst de nu er vant til at faa omtrent hver 8de Dag.
Og saa følger Indbydelser til Jule- eller
Sommerbesøg. Det er ikke let at følge dem — som rimeligt
kan være, kvier Forældrene sig for at sende dem
rent in die Fremde. Men det har hændt, at de har
hat saa sikre Oplysninger om „Kamraten"s Familie,
at de smaa Frøkener er blit sendt afsted. Og det
har, saavidt jeg har hørt, løbet bare heldig af, uden
ubehagelige Overraskelser paa nogen af Siderne.
De svenske Smaapiger skriver lettere, kvikkere
end de norske. De har større Ordforraad, og høres
ud til at ha en sikrere Udvikling i denne Alder.
Deres raske Penne virker uden Tvil udmerket paa
deres norske Søstre, som gaar trægere og forsigtigere.
Til Sommeren skal der være Kamrat-Møde i en
eller anden Provinsby. Men det maa vel være en
urealisabel Idé. Hvormange kan reise uden Følge,
til et fremmed Land, og kanske „indkvarteres" hos
vildt fremmede Folk ? Og hvilket Program kan der
bydes de meget unge Reisende, som skulde gjøre
det værdt at overvinde alle de Vanskeligheder, hvert
eneste Barn vilde ha at kjæmpe med for at komme
afsted. Nei, det er nok bedre, de smaa „Kamrater"
venter, til de kan træffe hverandre paa en naturligere,
mere betryggende Maade.
Men et er sikkert — den Hensigt er naaet: at
la vore Pigebørn faa et Glimt af en Verden, der leves
udenfor vore trange Murkaserner, udenfor Leksernes
Einerlei, Skolens Timetal, deres Leg i Portrum og
paa Fortouge. S—n.
4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
