Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 42. Lørdag 21. Oktober 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
413
Et Sølvbpyllupspa*.
Delvis efter „Figaro" ved Aja Mageissen.
(Slutning.)
n Kunstner behøver kanske mere end nogen anden
. Sympathi og Forstaaelse; den er nødvefidig for
hans Fremgang som Solen for Blomstens Vækst.
Han gir af sin Sjæls inderste, dybeste, anspænder hver Nerve,
hver Muskel for at gjøre sin Kunst fuldkommen. Og mærker
han saa, at den gaar til Hjertet, at Publikum rives med,
jubler og græder med ham, saaledes at han formaar at
sætte de fineste Strenge i deres indre i Bevægelse, da
er dette ikke alene en Triumf, men en dyb og sand
Glæde. Denne Hjerternes og Sjælenes Sympathi var
det, som mødte Fru .Winterhjelm hos det finske Folk.
Den tekniske Færdighed, som aflokker Beundring,
forbandt hun med Kunstneraanden, som her hos dette
varmhjertede Folk fandt den rigeste Sangbund. Derfor,
da Stjernstrøm solgte sit Teater til det kgl., og dettes
Direktør søgte at binde Frk. Forsman til Stockholm,
afslog hun dette smigrende Tilbud og blev Finland tro.
Fra Digterne Z. Topelius og Fr. Cygnæus kom en
Skrivelse til hende med Anmodning om at optræde paa
det nyopførte Teater i Helsingfors. Men netop som
hun skulde reise did, indløb Meddelelse om, at Teatret
var brændt. Atter søgte det kgl. Teater at hverve hende
for sig, men Frk. Forsman foretrak at spille sammen
med det allerede samlede Selskab i Gøteborg og Malmø.
I 1866 feirede hun sin Indtrædelse i Helsingfors,
dennegang som Fru Raa, og satte sig end fastere i det
finske Folks Hjerter. I 1867, da hun skulde vælges til
Æresmedlem af «Konstnergildet», vistes hende en
Æres-demonstration derved, at samtlige Medlemmer lagde to
hvide Kugler i Urnen istedenfor en. 1 1869 var det,
at den Begivenhed indtraf, som skulde sætte et saa dybt
Mærke i Finlands Aandsliv. Fennomaner og Svekomaner
havde alt længe ført en Krig med Pennen; de første
holdt paa det egentlige, eiendommeligt vakre finske
Sprog, mens de andre holdt paa det svenske som
Kultursprog, uagtet kun 9 Tiendedele af Nationen taler dette.
En ung begavet Finne, Abxis Kuvi, tænkte: «Der lader
sig vel skrive Poesi paa Finsk ogsaa.» Og saa skrev
han det deilige lille Stykke «Lea.» Men hvem skulde
spille det — næsten hele Stykket bares af den
kvindelige Hovedrolle. Fru Raa talte om det, først for Spøg;
siden blev det Alvor. Paa nogle Maaneder tilegnede
hun sig dette meget vanskelige Sprog, tog nogen Tid
Ophold i en Egn, hvor der taltes vakker Dialekt, og en
vakker Dag overraskes Svekomanerne ved, at et finsk
Stykke skal opføres, til og med spilles af deres egen,
svenskfødte Fru Raa. Dette var Overumpling, Forræderi;
Fennomanerne maatte formelig omgive Skuespillerinden
med det hemmelige Politi, for at ingen Ytring skulde
komme hende for Øre. Alligevel — da den store Aften
kom, da følte hun først det uhyre Ansvar, hun havde
paataget sig. End om nu Hukommelsen skulde svigte
hende, og hun ikke havde Sprogfærdighed nok til at
glide disse Steder over! Skjælvende af Angst kommer
hun ind paa Scenen — en brusende Bifaldsstorm slaar
hende imøde, en Hilsen fra alle dem, der tror paa hende,
haaber paa hende. Hun fatter sig, Stykket gaar udmærket, og,
som en begeistret Kunstkritiker skrev: «Aldrig har det finske
Sprog lydt skjønnere fra nogen Kvindes Læber.» Efter
Forestillingen bar Studenterne hende i Triumf gjennem
Gaderne til en i Hast arrangeret Fest; hele Natten sang
Mandskvarteter Serenader udenfor hendes Vinduer, og
den 10de Mai 1869 var indskreven i Finlands Historie.
I 1875 kronedes hun af det taknemmelige finske Folk
med en Laurbærkrands af massivt Guld; paa dens Blade
staar indridset Navnene paa hendes mange Roller, og
paa Sløifen, som sammenholder Krandsen, staar: «Lea.»
Finland har altid været et Hjertefolk med Trang
til at give, ofre; det nøier sig ikke med Ord alene for
at vise sin Sympathi. Derfor lider vist dette Land nu
mere end nogen aner i stolt Taushed under Verdens
velklingende, ordrige, men virkningsløse Medlidenhed.
Ogsaa i Kr.nia, har Fru Winterhjelm feiret store
Triumfer. I 1872 gjæstede hun vor By for første Gang.
Ved sin Benefice i 1874 spillede hun Ofelias
Vanvids-scene. Da Tæppet gik ned, hørtes i flere Sekunder
knapt et Aandedrag i Salen — saa brusede
Bifaldsstormen løs. Ogsaa Veien til Nordmændenes Hjerter
fandt hun, og hos os saavelsom i Finland og Sverige
vil hendes Navn nævnes med Ærefrygt og
Taknemmelighed, saalænge vi holder den sande, ægte Kunsts
Fane høit.
Et Ægteskab.
Af
Ethel Turner.
Autoriseret Oversættelse fra Engelsk.
(Slutn.)
XIV.
Møllehjulet i Hovedet.
Jet varede en halv Time, inden Larrie kom tilbage og
/ fandt Vuggen tom. Han stormede ud af Huset og
for som en rasende opover Bakkerne. Ud af Toget,
hans Venner skulde reise med, havde han seet Wooster
komme og med raske Skridt stile ret mod Svigermorens
Hus. Larrie vidste ikke, at denne Visit skulde være den
sidste for hele Livet.
Han overvandt sin Lyst til at forfølge ham og slaa ham
ihjel, gik isteden hjem — for at finde, at Dot havde været
der og taget Barnet med sig!
Han blev paany skinsyg, denne Gang paa sin egen lille
Søn, paa Baby. Han kunde tænke sig den Tilstand Dot var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
